Gå til hoved-indhold
15. september 2023 - kl. 01.09

Byrådsmedlem Kurt Kirkedal fra Skagen er sygemeldt resten af året

  • 1 af 2
    Maria Gade Dorf tager plads i Frederikshavn Byråd resten af året.
  • 2 af 2
    Kurt Kirkedal er medlem af Økonomiudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget.
Af: Michael Frederiksen

Byrådsmedlem Kurt Kirkedal Jensen (A) fra Skagen har oplyst, at han er sygemeldt fra 14. september til 31. december 2023.

Når et byrådsmedlem er forhindret i at varetage sine kommunale hverv i en forventet periode af mindst en måneds varighed på grund af sin helbredstilstand, indkalder formanden - det vil sige borgmester Birgit S. Hansen - stedfortræderen til det førstkommende møde i byrådet.

Det medlem, der indtræder, er 2. stedfortræder på Socialdemokratiets kandidatliste, nemlig Maria Gade Dorf fra Frederikshavn, som fik 84 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2021.

1. stedfortræder Karl Falden er i forvejen indkaldt som afløser for ligeledes sygemeldte Irene Hjortshøj.

Socialdemokratiet meddeler på byrådsmødet i næste uge, hvem der indtræder i Kurt Kirkedal Jensens pladser i Økonomiudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget, hvor han er næstformand.

Når byrådsmedlemmet på ny kan varetage sine kommunale hverv, udtræder stedfortræderen af byrådet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...