Brand i Nørregade - beboere i tre lejligheder måtte genhuses i nat
Der udbrød onsdag kl. 18.39 brand i ejendommen Nørregade 41 i Frederikshavn. Ingen mennesker kom til skade, men beboere i tre lejligheder kunne ikke sove hjemme i nat.
Politikommissær Peter Skovbak, leder af Efterforskningscenter Frederikshavn, oplyser til Kanal Frederikshavn, at branden opstod i kælderen under en frisørsalon i ejendommmen.
- Vi kender endnu ikke brandårsagen, men vi har folk, som kigger på det nu, siger Peter Skovbak.
Ud over frisørsalonen er der tre lejligheder i bygningen, som ligger på hjørnet af Nørregade og Vestergade, det vil sige ned mod sygehuset.
Ifælge Peter Skovbak skete der brandskader i kælderen, og der er røgskader i hele ejendommen. Det gjorde, at beboerne i lejlighederne måtte genhuses i nat. De fandt selv andre steder, hvor de kunne overnatte.