Gå til hoved-indhold
21. januar 2025 - kl. 23.01

Nye toner fra Socialdemokratiet – tak for det

  • 1 af 1
Af  Martin Tøttrup Kelkelund

Byrådsmedlem Martin Tøttrup Kelkelund (SF) har skrevet dette indlæg: Jeg deltog også i borgermødet i Skagen mandag aften angående autocampere arrangeret af Socialdemokratiet. Det var et rigtig godt møde med mange fremmødte. Før der går for meget selvfed begejstring i den socialdemokratiske lejr og dog uden, at jeg vil at kaste "malurt i bægeret", vil jeg gerne minde om, hvem der startede debatten om Skagen og autocampere.

Det gjorde jeg. I juli 2024 havde jeg indlæg i diverse medier samtidig med, at debatten kørte i Blokhus. Mine socialdemokratiske byrådskollegaer ved lige så godt som jeg, at det under den daværende ledelse af partiet ikke var populært at mene noget andet, og en anderledes tilgang hurtigt blev opfattet som kritik og forsøgt slået ned.

Jeg er derfor glad for, at man nu pludseligt gerne vil diskutere de åbenlyse problemer, vi har i Skagen, og vi sammen kan finde en løsning som er brugbar for alle.

En anden overraskende afsløring kom ligeledes i går her på Kanal Frederikshavn, hvor flere socialdemokrater i et læserbrev angående byudvikling anfører, at langsigtede løsninger er de eneste løsninger. Det er godt nok nye toner, hvor man de sidste mange år med total socialdemokratisk flertal har kørt enkeltsagspolitik og hoppet fra "tue til tue" for at bruge deres eget udtryk. 

Nu mangler vi bare at se de nye toner omsat i daglig praksis, men det kræver, at man inddrager hele byrådet og er samarbejdende og lyttende – også overfor andre, som måtte mene noget andet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...