Yoga med Tina Siel hos RUMKLANG i Sæby: Alle kan være med
Mandag 10. februar kl. 18.00 holder RUMKLANG Yoga Event med Tina Siel. Hun gæster livsstilsbutikken på havnen i Sæby med livemusik, Yin Yoga og sang. Samtidig bydes der på en let anretning og sprudlende champagne.
- Jul og nytår har lagt sig, og der findes ingen bedre måde at starte det nye år på end en god gang selvforkælelse, hvor man finder sin indre ro sammen med Tina Siel. Vi giver slip på det gamle år og åbner hjertet med lethed og frihed. Ro og velvære er en del af RUMKLANGS univers, og vi ser frem til en fantastisk aften med Yin Yoga og stilhed i lyd, da vi afspænder til lyden af gong og krystal skåle, fortæller Mette Grønhøj Jensen, der er indehaver af RUMKLANG.
Da alle stillinger udføres siddende eller liggende, kan alle niveauer deltage. Man skal blot selv medbringe yogamåtte og tæppe.
- Det er en rolig yoga, som hjælper os helt ned og ind i kroppen, og bagefter hygger vi os med en let anretning og noget lækker champagne, siger Mette Grønhøj Jensen.
Prisen for at deltage er 350 kroner, og billetter kan købes hos RUMKLANG.