Gå til hoved-indhold
22. januar 2025 - kl. 12.01

Futsal-landskamp i Arena Nord med familievenlige priser

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Det koster kun 65 kroner at komme ind, når Danmarks futsal-landshold for herrer lørdag 8. marts spiller den afgørende EM-kvalifikationskamp i Arena Nord i Frederikshavn.

Der er lagt op til spænding i Arena Nord, som lægger bane til EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Armenien.

To stærke mandskaber, der står overfor et spændende returopgør efter armenerne løb med en kneben 4-3-sejr i det første opgør i december.

For at sikre maksimal opbakning fra tribunerne har DBU og Arena Nord gjort det let at være fan. Billetpriserne er presset helt i bund. Voksne kan opleve kampen for bare 65 kroner, mens børn under 12 år slipper med 45 kroner.

- Til de priser kan vi roligt kalde futsal-landskampen for en sjov og spændende familieoplevelse, siger salgs- og marketingchef Jacob Guldbrandt Steffensen.

Til den kommende landsholdssamling er der hele seks spillere fra Hjørring Futsal med på holdet.

- Det er beviset på, at Nordjylland er hjemsted for nogle af landets bedste futsalspillere, og du har nu chancen for at se dem kæmpe på hjemmebane, siger Jacob Guldbrandt Steffensen.

Hjørring Futsall er også tophold i Futsal Ligaen. Holdet er fem point foran Albertslund på andenpladsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...