Sender busfuld med kunstelskere til Danmarks store kunstmesse
Frederikshavn Kunstmuseum fylder en bus med kunstelskere og tager fredag 31. januar til Art Herning, Danmarks førende kunstmesse.
Dermed genopliver museet en tradition om at tage til Art Herning fra Frederikshavn. Turen bliver til i samarbejde med Galleri Nordenvind i Sæby og Venneforeningen for Dronninglund Kunstcenter, som har 800 medlemmer.
- Der er mange måder at opleve kunst på, mange andre end bare komme ind på et museum og se billeder på en væg. Turen til Art Herning er et godt eksempel, og en let og forfriskende måde at komme længere ind i kunsten på sammen med andre kunstelskere, siger Christian Andersen, daglig leder på kunstmuseet i Frederikshavn.
På Art Herning er der værker fra over 250 kunstnere, der repræsenterer både internationale kunstnere, kendte kunstnere fra Danmark og spændende nye talenter.
Billet til Art Herning kan købes på hjemmesiden samt i skranken på museet.