Gå til hoved-indhold
29. november 2023 - kl. 11.11

Ålbæk-arkitekt genvalgt til Realdanias repræsentantskab

  • 1 af 1
    På valgmødet fortalte bestyrelsesformand Lars Krarup og adm. direktør Jesper Nygård om Realdanias aktuelle arbejde og nogle af de mere end 4.700 projekter, som Realdania har støttet, blandt andet i Nordjylland. Foto: Steffen Stamp
Af: Michael Frederiksen

Arkitekt Hanne Lind-Bonderup, Ålbæk, skal også de næste fire år være medlem af Realdanias repræsentantskab. 883 medlemmer og gæster fra Realdanias valggruppe for Område 8, der dækker Nordjylland, var i aftes til valgmøde i Aalborg Kongres & Kultur Center. På valgmødet blev der valgt seks nordjyske medlemmer til den filantropiske forenings repræsentantskab.

På valgmødet fortalte bestyrelsesformand Lars Krarup og adm. direktør Jesper Nygård om Realdanias aktuelle arbejde og nogle af de mere end 4.700 projekter, som Realdania har støttet, blandt andet i Nordjylland. De fremmødte deltagere kunne også høre mere om foreningsarbejdet og medlemsaktiviteter samt om de investeringer, der danner grundlaget for den filantropiske støtte til de mange projekter.

På mødet blev følgende seks medlemmer valgt til Realdanias repræsentantskab for en fire-årig periode: 

  • Anne Hedegaard, bæredygtighedsleder, Vestbjerg
  • Annette Overgaard Jensen, administrationsleder, Storvorde
  • Bente Søgaard, direktør, konstruktionsingeniør, Bælum
  • Bo Staunskær Geertsen, direktør, Hjørring 
  • Hanne Lind-Bondereup, arkitekt, MAA, Ålbæk
  • Johnny Brinkmann Jensen, direktør, Hjørring

- For mig er vores geografiske valgmøder altid en festdag. Det er berigende at møde de mange interesserede Realdania-medlemmer og være i dialog med dem om vores arbejde, og vi får altid gode input og tanker med hjem. Jeg glæder mig til samarbejdet i repræsentantskabet med de valgte medlemmer fra Nordjylland, siger bestyrelsesformand Lars Krarup.

Realdania er en forening med omkring 180.000 medlemmer fordelt over hele landet. Foreningen arbejder på basis af sin investeringsformue for at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø og støtter blandt andet byudvikling i både små og store byer, den grønne omstilling i byggeriet og bevaring af bygningskultur.

Alle, der ejer fast ejendom, kan gratis blive medlem af foreningen. Repræsentantskabet er Realdanias øverste myndighed.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...