Café Fru Olsen flytter fra Vangen til Frederikshavn: Åbner søndag
Café Fru Olsen holder flyttedag, og søndag slår indehaver Karina Olesen dørene op til sin nye café i Hånbækcentret på Rømøvej, hvor Centergrillen indtil for nylig havde til huse.
- Jeg glæder mig til min nye placering i et område med meget trafik, hvor caféen ligger godt placeret mellem Netto og Mesterbageren, og jeg glæder mig selvfølgelig til at se mine trofaste gæster fra Vangen samt hilse på nye kunder. Konceptet er uændret med god gammeldags mad, hvor vi blandt andet har stegt flæsk hver onsdag og flæskesteg hver søndag, fortæller Karina Olesen, der er indehaver af Café Fru Olsen.
Med flytningen fra Vangen og til de nye lokaler i Frederikshavn bliver der lidt mindre plads end hidtil.
- Jeg bliver jo heller ikke yngre, og da der også i perioder er mangel på personale, kan det være svært at overskue de store lokaler i Vangen. I den nye Café Fru Olsen bliver der plads til 40 spisende gæster, og derfor anbefaler jeg også, at man bestiller bord, inden man ankommer. Man kan vælge at spise i restauranten, men der er selvfølgelig også mulighed for take-away, siger Karina Olesen.
Cafeen vil have åbent tirsdag kl. 15.00-20.30 og onsdag til søndag kl. 11.30-20.30.