Gå til hoved-indhold
28. februar 2025 - kl. 22.02

WH-målscorer efter overtidssejr i Aalborg: Alle ofrede sig for hinanden

  • 1 af 1
    Jesper Thörnberg (#67) blev matchvinder i udekampen mod Aalborg Pirates for øjnene af 4.866 tilskuere. Foto: Metalligaen.tv
Af: Michael Frederiksen

For sjette gang ud af seks mulige i denne sæson blev det nordjyske lokalopgør i Metal Ligaen vundet med ét mål. Fredag aften vandt Frederikshavn White Hawks 3-2 ude over Aalborg Pirates. Kampen blev afgjort i forlænget spilletid, efter at hjemmeholdet havde udlignet til 2-2 med blot 32 sekunder igen.

Jesper Thörnberg scorede et af sine klassiske mål lidt ude fra højre side i powerplay i den forlængede spilletid. 63:42 var der spillet, da hjørnet med WH-fans brød ud i vild jubel over svenskerens sejrsmål.

Høgene havde en ekstra spiller på isen, fordi Julian Jakobsen var udvist. Christopher Frederiksen afleverede midt for mål til Jesper Thörnberg, som passerede Georg Sørensen i Aalborg-buret.

Scoringen lunede gevaldigt, for længe lignede det en sejr i ordinær tid til frederikshavnerne, som førte med 2-1, indtil Darien Craighead udlignede med bare 32 sekunder igen. 

Todd Winder lavede en dum udvisning i midtzonen med lidt over to minutter igen. Den type udvisninger skal høgene holde sig langt væk fra, når slutspillet begynder. Aalborg Pirates tog ydermere Georg Sørensen ud og var derfor to spillere i overtal. Det udnyttede den 27-årige canadier med et knaldhårdt skud, som velspillende Tadeas Galansky ikke kunne redde.

I første periode udlignede Aalborg Pirates med ét sekund igen. Nikolaj Carstensen var kvikkere end alle andre og scorede. 

Et sur afslutning for White Hawks, som spillede en fin første periode og kom foran ved Alexander Lunsjö i tiden 08:49. Målet faldt i powerplay. Sebastian Benker og Santeri Suistio assisterede.

Arvid Caderoth burde havde øget til 2-0. Han var helt fri foran Georg Sørensen, som reddede svenskerens forsøg. 

I anden periode blev gæsterne ramt af tre udvisninger, og Aalborg Pirates er dygtigere til powerplay end Frederikshavn. En velspillende Tadeas Galansky og et hårdt arbejdende WH-mandskab holdt dog stand, så stillingen fortsat var 1-1 inden tredje periode.

Der var også chancer til gæsterne, især Mikkel Bertelsen. Han evner at stå de rigtige steder, hvilket han også gjorde i tredje periode - uden dog at score.

Det gjorde Sebastian Benker til gengæld i tiden 43:52. Han førte selv pucken ind i zonen, og i første omgang smuttede den fra ham, da han skulle afslutte, men anden gang sendte han den forbi Georg Sørensen. Svenskeren scorer vigtige mål mod lokalrivalerne. Det giver heltestatus. Benker er noteret for otte point i WH's seneste syv kampe.

Thomas Søndergaard havde en god mulighed for gøre det til 3-1, men igen var Georg Sørensen vågen i Aalborg-målet. Det var Tadeas Galansky også adskillige gange i den anden ende. 

Sejren betyder, at White Hawks lige akkurat forsvarer syvendepladsen, men holdet er nu á point med Herlev Eeagles på ottendepladsen. Herlev vandt i aften 5-0 over Rungsted Seier Capital.

Søndag spiller høgene hjemme mod Herning Blue Fox. Næste fredag gælder det Herlev Eagles ude, inden grundspillet afsluttes søndag 9. marts hjemme mod Odense Bulldogs.

- Vi spillede, som vi gjorde mod SønderjyskE i søndags. Det er på det niveau, vi skal være som hold. Alle spiller på 100 procent, så er vi et meget godt hold, udtalte målscorer Alexander Lunsjö efter kampen til Metalligaen.tv.

- Vi spillede som et hold, alle ofrede sig for hinanden, og så har vi en god målmand i Galansky. Det var en god kamp at vinde, konstaterede svenskeren.

Thomas Spelling var ikke med i aftenens lokalopgør, da han netop er blevet far. Det gav plads til Sebastian Holm-Pedersen i førstekæden, mens rutinerede Gorm Topholt stadig er henvist til pinebænken af WH's trænerteam. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...