Kenneth smed 70 kilo og fandt en god plads i livet
Kenneth Stephansen er blevet en frisk, dygtig og arbejdsom ung mand, som er rigtig glad for sit meningsfyldte arbejde som kølemontør hos Expert/Punkt 1 i Aalbæk.
Sådan har det bestemt ikke altid været, for Kenneth har døjet med mere end de fleste.
- Jeg havde flere diagnoser; angst, depression og så en voldsom overvægt, der jo nok var skyld i det hele. Jeg kommer fra Skive og var på kontanthjælp i mange år. Jeg orkede ingenting, kunne ingenting og holdt mig for mig selv. Først da jeg flyttede nordpå og helt tilfældigt hørte om en jobmulighed hos Peter i Aalbæk, begyndte mit liv at ændre sig.
- De tog imod mig på en rigtig god måde og tilbød at oplære mig og siden hjælpe mig til at få uddannelsen. De var klar til at tage en chance med mig.
- Vi syntes, at der var noget godt i Kenneth, og alle skal jo have en chance. Han kunne være åben og ærlig omkring sig selv. Det gjorde indtryk. Vi har aldrig fortrudt, at vi valgte at give ham muligheden for at komme ovenpå igen, og vi har været glade for at kunne støtte og hjælpe ham, siger Peter E. Nielsen fra Expert/Punkt1 i Aalbæk.
- Jeg havde altid været en stor dreng helt uden energi og overskud. Jeg fik muligheden for at få en fedme-operation, tabte 70 kilo og fik mit liv tilbage. Jeg har fundet livsglæden igen, og jeg har fundet kærligheden heroppe, fortæller Kenneth, som bor i Strandby.
- Jeg fortæller min historie for at gøre opmærksom på, at man ikke skal give op. Selvom det hele kan virke håbløst, og man føler det hele er helt nede i kulkælderen, så er der altid håb, og man kan finde sin plads i livet. Det kan være, det tager lidt tid, men det skal nok komme, og der vil altid være folk, som er klar til at hjælpe og få det bedste frem i en.
- Jeg har været selvstændig siden 1978 og lært meget gennem årene. Jeg syntes, at Kenneth fortjente en chance, og det er imponerende, at han med sådan en ballast har fundet viljen til at holde fast i håbet. Sådan en indstilling fortjener opbakning. Kollegerne på værkstedet bakker ham op hele vejen igennem, og i dag kører han rundt i Nordjylland og klarer montøropgaver på egen hånd. Det gør mig stolt, at det går så godt med Kenneth, og man bliver jo helt rørt, når han fortæller, hvor meget det har betydet for ham, at vi var der for ham, siger Peter E. Nielsen.
- Det er helt fantastisk, som de bakker mig op. Da jeg kæmpede lidt med følger af operationen og kunne få fjernet overskydende hud, sagde Peter; få det gjort og tag den tid, du skal bruge. Jeg fik fjernet 1,8 kilo overskydende hud, og det hjalp mig til sidste stykke vej til et normalt og godt liv. - Nu har jeg noget godt at se frem til, og jeg er dybt taknemmelig for, at de troede på mig og hjalp mig.
Udover butikken i Ålbæk med tv, WIFI, lyd, PC, mobil, udlejning og hårde hvidevarer er Expert/Punkt1 Ålbæk også specialiseret inden for varmepumper og andre løsninger inden for vedvarende energi, herunder solceller.
Expert/Punkt1 Ålbæk overtog i 2024 fra Kølemadsen Hirtshals virksomhedens private kundeportefølje indenfor luft/luft og luft/vand varmepumper. Fra Ålbæk betjenes kunder i det meste af landet.