Én på opleveren med cubansk/afrikansk rytmik

Percussionisten Rune Harder Olesen er en af Danmarks mest benyttede sessionmusikere. Ved siden af dette virke har han i mange år studeret og spillet afrocubansk musik. Sammen med sin cubanske kone Raisa Castro og deres to døtre, Sophia og Cecilia, har han dannet gruppen Nganga, Navnet kommer fra Bantu-folket i Vestafrika og betyder både spirituel healer og musiker. Gruppen omfatter også cubanske Yasser Pino på bas og guitar samt gambiske Dawda Jobarteh på kora – et vestafrikansk strengeinstrument, som her blev brugt som musikalsk baggrund for historiefortælling.

Gruppen optrådte torsdag aften i en pænt besøgt Maskinhallen, hvor det fremmødte publikum virkelig fik en fantastisk oplevelse af cubansk/afrikansk rytmik.

Koncerten begyndte med, at Jobarteh lagde for på koraen, mens Raisa Castro foredrog på spansk – efterhånden faldt så alle ind, og rytmerne tog til i intensitet.

Heldigvis er Rune Olesen en god fortæller, og han fortalte både om gruppens tilblivelse og om de enkelte numres baggrund. For eksempel at slaverne på Cuba fik lov at have deres egne samfund, hvor de kunne bevare deres traditioner og sange, hvilket har gjort, at man i dag stadig kan finde den oprindelige musik, som kom med slaverne fra Vestafrika.

Det var en fornøjelse at se, hvordan samspillet i gruppen fungerede i præcise rytmiske arrangementer, hvor percussiondelen betog med forrygende tempi og forskelligartede rytmeinstrumenter.

Det overvejende fokus var dog på de forskellige typer congas, som alle i gruppen – på nær bassisten – trakterede på et eller andet tidspunkt. Rune Olesen var som headman den, der ledte løjerne, og hans spil var ganske enkelt forrygende. Ikke mærkeligt, at han er efterspurgt som sessionmusiker. Yasser Pinos basspil var også i en klasse for sig – en klart anderledes måde at spille bas på end i den vestlige kultur.

Koraen var for undertegnede et ganske nyt instrument at høre, men et særdeles spændende bekendtskab. Med de 21 strenge var der noget at holde styr på for Jobarteh, men han mestrede det til topkarakter. Hvordan han til tider kunne spille i et rasende tempo, forstår jeg ganske enkelt ikke.

Sidst men så sandelig ikke mindst var der sangene. Her var det Raisa Castro, der stor for hovedparten, mens alle de øvrige sang kor. Der var dog også solonumre for både Jobarteh og Cecilia Casto, og selvom man ikke forstod noget af sproget, var det smukke og kraftfulde vokale præstationer.

Mod slutningen af koncerten lykkedes det Raisa at få publikum til at synge med på et omkvæd, få folk til at rejse sig og lave bevægelser sammen med musikken, og her var det tydeligt, at der er forskel på den cubanske og den danske (nordjyske) rytmesans.

I øvrigt stor ros til lyden, der gjorde, at alt stod krystalklart – både instrumenter og vokal.