Hvad er vigtigt for et godt ungdomsliv, og hvad kan udfordre trivslen?
Frederikshavn Ungdoms Fællesråd inviterer onsdag 5. marts kl. 17.00 indenfor til det næstsidste i rækken af fyraftensmøder, hvor overskriften er "Ungeinddragelse og det gode ungdomsliv". Mødet finder sted på Frederikshavn Ungdomsskole i Tordenskjoldsgade.
Diskussionen om unges trivsel fylder meget i den offentlige debat, men hvad siger unge selv? Hvad er vigtigt for et godt ungdomsliv, og hvad kan udfordre trivslen?
Simon Meggers Matthiesen og Anne Sofie Wulff, Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), kommer til Frederikshavn.
DUF's Ungeanalyse 2023 sætter spot på unges egne oplevelser og fortællinger om ungdomslivet. De fortæller om unges syn på trivsel og mistrivsel, fællesskaber, foreningslivet, hvad der udfordrer det gode ungdomsliv, sociale medier og skærmtid, adgangen til hjælp samt om unges oplevelse af at have indflydelse i eget liv.
Derudover fortæller DUF om to guides til at skabe bedre ungeinddragelse: En spritny guide målrettet initiativtagerne til ungeinddragelse, for eksempel kommuner og organisationer, samt guiden "BLIV HØRT", der skal hjælpe unge med at stå stærkere i inddragelsesprocesser og indeholder gode råd og værktøjer til unge før, under og efter deltagelsen.
Forud for mødet vil DUF lave fokusgruppeinterviews, som er en del af den næste store ungeanalyse. Det er kl. 15.00 og varer små to timer. Det foregår ligeledes på Frederikshavn Ungdomsskole.
DUF søger i den forbindelse unge, der har lyst til at være med i fokusgruppen. Alle får et biograf-gavekort, men man skal naturligvis lige tilmelde sig til en af følgende to kontaktpersoner:
Anne Sofie Diemer Wulff
Telefon: 60 91 18 05
Mail: asw@duf.dk
Simon Meggers Matthiesen
Telefon: 60 20 14 49
Mail: sm@duf.dk
FUF's sidste møde er 31. marts med ungdomsforsker Søren Østergaard.