Gå til hoved-indhold
03. marts 2025 - kl. 00.03

Noor Ahmad sikrede BK Pugilists første JM-guldmedalje i 30-35 år

  • 1 af 3
    Noor Ahmad, BK Pugilist, vandt 3-2 i JM-finalen i Horsens.
  • 2 af 3
    Jan Jensen tabte 2-3. "En forkert afgørelse", mener hans træner.
  • 3 af 3
    Christian Phillipsen boksede sin blot anden kamp. Han tabte 2-3 i JM for begyndere.
Af: Michael Frederiksen

Noor Ahmad sikrede søndag BK Pugilist i Frederikshavn det første jyske mesterskab for seniorer i 30-35 år.

Træner Preben Arvidsson har normalt en god hukommelse, men han kan trods alt ikke sætte årstal på bokseklubbens seneste jyske mesterskab for seniorer.

I slutningen er 80'erne eller begyndelsen af 90'erne er hans bedste bud.

Noor Ahmad har holdt pause i fem år, men nu kan han kalde sig jyske mester i sin comeback-sæson. Han gik direkte i finalen i 55-60 kilo (letvægt), hvor han besejrede Birham Biro fra BK Vitus, der endda havde fordel af hjemmebane i Forum Horsens.

Preben Arvidsson undrede sig over, at sejren ikke blev større.

- Jeg mener slet ikke, der var tvivl om sejren. Især ikke efter tredje omgang, hvor Noor scorede mere, siger Preben Arvidsson.

Jan Jensen fra BK Pugilist tabte til gengæld med 2-3 i finalen i U19 70-75 kilo (mellemvægt). Frederikshavneren mødte Adam Kawach, Aarhus AK.

- Jeg mener, at afgørelsen var forkert. Jan styrede kampen og ramte mest rent, men han var gået en klasse op og mødte en fysisk stærkere modstander, udtaler BK Pugilist-træneren.

I U19 60-65 (weltervægt) tabte Jens August Levorsen også med 2-3. Det skete i semifinalen mod Daniel Loiborg Hav fra Lindholm BK.

- Det var en tæt kamp, som kunne have gået begge veje. August var desværre ikke oppe i det gear, som han plejer at være erkender Preben Arvidsson.

Forum Horsens lagde også gulv til JM for begyndere. Her havde BK Pugilist 13-årige Christian Phillipsen med i U15 46-48 kilo (let fluevægt). Han tabte finalen til Isak Wenzel fra FAK Aarhus.

- Det var blot Christians anden kamp, men han boksede en god kamp. Det er en talentfuld bokser. Der er noget at bygge på, hvis han bliver ved, vurderer Preben Arvidsson.

Christian Phillipsen blev stoppet i 3. omgang.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...