Bordtennisklubber i Frederikshavn og Skagen i nyt samarbejde
Der er godt gang i den i Frederikshavn Bordtennisklub. Senest har de slået sig sammen med Skagen Bordtennisklub, så de to klubber nu er samlet under samme paraply.
- To klubber er blevet til én. Ungdomsspillerne træner stadig i deres respektive byer i Skagen og Frederikshavn, men seniortræningen foregår udelukkende i Frederikshavn, hvor vi mødes tirsdag og torsdag fra kl. 18.30-21.30 i FFK-hallen i hal 1, fortæller Jens Vejsgaard, formand for Frederikshavn Bordtennisklub.
Ungdomsspillerne i Frederikshavn træner de samme dage og samme sted kl. 17.00-18.30, og alle interesserede er velkommen til at komme forbi og uforpligtende prøve at spille bordtennis.
Man kan spille gratis i hele marts.
- Vi har bat og bolde, så det er blot at komme i godt humør og et par sko egnet til formålet. Niveauet har ingen betydning. Her er plads til alle, og vi hygger os både før, under og efter træningen, siger Jens Vejsgaard.
Frederikshavn Bordtennisklub har spillere i alderen fra otte til 74 år, så næsten alle generationer er repræsenteret.
Har du brug for yderligere oplysninger kan Jens Vejsgaard kontaktes på mail jensv@hjkontorcenter.dk eller på tlf. 4020 5385.