Borgmesterkandidat: Dejligt med en lydhør statsminister!
Borgmesterkandidat Anders Brandt Sørensen (A) har skrevet dette indlæg: Vi vil og kan klare os selv i Frederikshavn Kommune. Det var borgmesterens og mit budskab til statsministeren, da hun var forbi. Men vi har brug for hjælp til at sikre, at sager ikke fortaber sig i et bureaukratisk ingenmandsland. Her tænkte vi ikke mindst på "Krudten".
Det er glædeligt, at der nu er kommet skub i tingene. Vi er i kommunen vant til at tage godt imod norske gæster, så nordmænd i Elling er bestemt velkomne!
Det er vigtigt på grund af arbejdspladser og udviklingen i det, der kan blive Frederikshavn Kommunes kommende femte vækstspor: Understøttelse af det danske forsvar. Ikke mindst i forhold til den danske flådes forberedelse til fremtiden.
Men den kommende åbning er samtidig vigtig set i lyset af, at den internationale situation skal tages alvorligt. Hvis ikke vi kan åbne en krudtfabrik, hvad kan vi så? Det kunne vi heldigvis. Og vi er i Frederikshavn klar til at tage handsken op.
Tak fordi du lyttede, Mette. Tak for startskuddet til, at Frederikshavn Kommune kan være en væsentlig brik i beskyttelsen af Danmark.