Storsejr over BK Skive sender Stars & Strikes tættere på oprykningsspillet
I søndags spillede bowlingklubben Stars & Strikes sæsonens sidste hjemmekamp i Terminalen1 i Frederikshavn. Modstanderne fra BK Skive blev ikke mødt med megen gæstfrihed, da frederikshavnerne satte sig tungt på kampen og ikke gav mange point væk. Det hele endte med en sejr på 37-11 og et stort skridt tættere på en plads i oprykningsspillet.
Hjemmeholdet kom flyvende fra start og med hele fem scorer over 200, blev alle doubler sikkert vundet. Kim Walther Nielsen havde højeste score på 225. Holdsnittet var på imponerende 208, og Stars & Strikes førte 8-0. Presset fortsatte i 2. serie, hvor Carsten Degn og Thomas Mølholt scorede henholdsvis 244 og 235, hvilket rakte til yderligere 6 point og en føring på 14-2.
I 3. serie kom der lidt spænding ind i kampen, da Kim Walther Nielsen var presset til det yderste i 10. rude. Med en strike i sidste kast sørgede han for, at doublen spillede uafgjort og delte de to point med BK Skive. Mindre spændende var det for doublen med Thomas Mølholt og Rasmus Hansen, som afsluttede serien med henholdsvis 10 og syv strikes i træk, havde en samlet score på 537 (snit på 269) og vandt med en forskel på 166 kegler. Føringen var nu øget til 21-3 halvvejs i kampen.
Kampen blev endnu tættere i den efterfølgende serie, hvor Carsten Degn og Kim Walther Nielsen igen blev budt op til dans, men vandt deres double med tre keglers forskel. Da Thomas G. Larsen gjorde sig klar til at kaste sit sidste kast, var det afgjort, at BK Skive ville vinde doublen. Men med en strike ville han sende de to ekstra point for flest samlede kegler til Stars & Strikes. Trods den larmende stilhed i bowlinghallen lykkedes det ham at holde hovedet koldt, alle 10 kegler væltede, og hjemmeholdet fik de ekstra point med en score på 1.168 mod BK Skives 1.167. Med stillingen 27-5 var sejren i hus, selvom der stadig resterede 16 point at spille om.
I 5. serie førte Rasmus Hansen an med en score på 233, og Stars & Strikes vandt samtlige doubler. Carsten Degn og Kim Walther Nielsen havde dog endnu en tæt afgørelse, hvor sejren blev på 14 kegler. Føring på 35-5 inden sidste serie.
For fjerde serie i træk stod Kim Walther Nielsen som den afgørende spiller i en gyserafslutning. Han måtte fremtrylle en score på 230 for at hive en sejr hjem med fire keglers forskel. De to andre doubler vandt BK Skive desværre. Slutresultatet blev en sejr på 37-11 med et samlet keglefald på 7.143 mod BK Skives 6.611 kegler.
Kampens spiller blev Thomas G. Larsen, som sikrede to vigtige point med sin afgørende strike i 4. serie.
Sådan spillede holdet:
Thomas Mølholt (1.339 kegler over 6 serier – snit på 223)
Rasmus Hansen (1.251 kegler over 6 serier – snit på 209)
Carsten Degn (1.245 kegler over 6 serier – snit på 208)
Kim Walther Nielsen (1.225 kegler over 6 serier – snit på 204)
Thomas G. Larsen (1.097 kegler over 6 serier – snit på 183)
Claus Jørgensen (681 kegler over 4 serier – snit på 170)
Per Schou Truesen (168 kegler over 1 serie – snit på 168)
Derudover var der en fællesserie på 137 kegler.
I stillingen rykker Stars & Strikes op på tredjepladsen i 2. division, men har spillet én kamp mindre end HIK-bowling på andenpladsen. Netop HIK-bowling er næste modstander, når der er udekamp på programmet 15. marts i Hobro.