Gå til hoved-indhold
02. marts 2024 - kl. 00.03

Vindmøller og solceller med kompensation til lokalområdet er kun godt

  • 1 af 1
    Frode Thule Jensen: - Der er store overskud at dele ud af til de lokalområder, der skal leve med anlæggene.
Af  Frode Thule Jensen

Frode Thule Jensen, Østervrå, har skrevet dette indlæg: Kære Birgit S. Hansen, formand for KL's klima- og miljøudvalg. Jeg har med interesse genlæst artiklen i DR om ”cowboyland”. Her omtaler du de investeringsselskaber, som vil opstille vindmøller og solceller, ”som eventyrere på jagt efter guld i Klondike”. Jeg er meget enig i dine beskrivelser. Mange steder i landdistrikterne er situationen p.t. den, at mange ”guldgravere” vil etablere solcelleanlæg og vindmøller.

I mange tilfælde udtrykker selskaberne velvillighed til at yde naboerne en kompensation, ud over hvad der er besluttet fra national side. Det skal vi ikke gøre til et problem! Det er kun rimeligt og godt.

Men det kalder på handling og ikke mindst dialog.

Du kalder på regeringen, hvorfor egentlig? Husk, det er penge selskaber stiller frivilligt til rådighed for lokalområderne. Pengene er uden andre bindinger for deres anvendelse end dem vi lokalt gennem dialog bliver enige om. Hvis du får held til at få et udspil fra Folketinget, kommer der sikkert nationale retningslinjer for anvendelsen.

Det kommunale selvstyre er trods alt meget tættere på det lokalområde, der skal modtage vindmøllerne/solcellerne. Jeg tror, der er brug for en kommunal hjælp til processen med at fastlægge rammerne. Først og fremmest ved at byrådene melder klart ud, at en del af den politiske prioritering vil omfatte selskabernes villighed til at yde en frivillig kompensation til lokalområderne. Ellers ender vi netop i cowboyland.

Men det er ikke kun i Frederikshavn Kommune, vi har udfordringerne.

Derfor ville det også være godt med en udmelding fra KL.

Jeg vil derfor gerne høre, hvad KL mener om de udfordringer, du selv omtaler:

”For vi (kommunerne) ved ikke rigtig, hvad vi skal gøre af de penge. Hvad er kommunens rolle? I hvilken kasse lægger vi pengene? Og hvad må vi bruge dem til?"

Så kære formand for KL's klima- og miljøudvalg:

Hvad er KLs synspunkter på de penge, selskaberne stiller til rådighed for lokalområderne, som skal leve med alle disse VE-anlæg

Hvad mener KL pengene skal bruges til? Og til gavn for hvem?

Hvem/hvordan mener KL pengene skal administreres?

Hvem laver et kommissorium for deres anvendelse?

Og ikke mindst, hvad er en rimelig kompensation set med KLs øjne?

Det vil klæde KL at komme med deres synspunkter på de nævnte og andre relaterede udfordringer og ikke bare gemme sig bag et opråb til regeringen.

Det er trods alt lige nu, at dialogen og beslutningerne skal tages ude i kommunerne/lokalområderne.

Jeg præciserer lige, at jeg ikke snakker om de penge, der kommer gennem de nationale ordninger, men om de penge selskaberne (burde) komme med frivilligt.

Og der er tale om rigtig mange penge, se KRAKA Advisorys rapport: ”10 GIGA PÅ TAVLEN”: side 47:

Citat side 47:
”VE-opstillere opnår en årlig besparelse på 495.000 kr. pr. MW for vindmøller og 159.000 kr. pr. MW for solceller, når VE opstilles på land i stedet for på havet. Da afregningsprisen for strøm produceret på land og hav er cirka ens, ender besparelsen som højere overskud for VE-opstillerne."

Et andet eksempel: Selskaberne der opsætter solceller betaler gerne 25.000-30.000 kr. i jordleje pr. ha i 30 år. Det er 5-10 gange mere end normal jordleje til korndyrkning.

Der er således store overskud at dele ud af til de lokalområder, der skal leve med anlæggene.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...