Fødselsdag i Knudepunktet fejres med kagemand, kaffe, sodavand og kakao
Tirsdag 1. april kan Kim Larsen fejre et års fødselsdag som indehaver af Knudepunktet på Suderbovej i Frederikshavn. Kim Larsen har oplevet en stor interesse i butikken med genbrugsting og vintage.
- Jeg har jo altid selv været bidt af gamle ting og genbrugsdillen, så det glæder mig, at flere og flere får den samme interesse. Når stadeholderne sætter ting til salg, som de ikke længere har brug for, skaber tingene stor glæde hos andre, og stadeholderne kan gøre en god handel. Vi har jo nærmest alt mellem himmel og jord til alle aldersklasser, og jeg glæder mig over alle de fine ting, der bugner på hylderne, siger Kim Larsen
Der er kommet mange nye standholdere og kunder til i løbet af det første år.
- Det er gået rigtig godt, og der er næsten fyldt i hele forretningen. Det også dejligt at se, hvordan kunderne bruger lang tid på at kigge på de mange forskellige ting, ligesom de ofte falder for fristelsen og køber noget med hjem, siger Kim Larsen.
Fødselsdagen 1. april fejres i butikken med kagemand, kaffe, sodavand og kakao til både kunder og standholdere fra kl. 14.00.