Gå til hoved-indhold
31. marts 2025 - kl. 11.03

Badmintonfest i Arena Nord i forbindelse med DM-semifinale

  • 1 af 3
    VEB har kvalificeret sig direkte til semifinalerne.
  • 2 af 3
    VEB håber på mindst 800 tilskuere i Arena Nord.
  • 3 af 3
    Frederikke Østergaard har leveret en flot sæson i VEB-trøjen.
Af: Michael Frederiksen

Torsdag 3. april står den på badmintonfest i Arena Nord i Frederikshavn, når Vendsyssel Elite Badminton spiller DM-semifinale. I den anledning er der arrangeret sponsorcykelløb, næsten 200 sponsorer og samarbejdspartnere kommer til spisning, og der forventes op mod 200 ungdomsspillere og ledere fra hele Nordjylland til et særskilt arrangement.

- Vi håber, at det bliver en dag, som vi altid vil tænke tilbage på med glæde, siger formand Jan R. Jensen.

Hovedretten er naturligvis semifinalen i Arena Nord. Kampen begynder kl. 19.00, og der er fri entre. VEB ved endnu ikke, hvem modstanderen bliver. Det afgøres tirsdag, hvor de to kvartfinaler afvikles. Her mødes Skovshoved og Odense samt Solrød Strand og Hvidovre.

Højbjerg vandt grundspillet foran VEB. De to klubber har således kvalificeret sig direkte til semifinalerne, hvor de også har fordel af hjemmebane. På papiret ligner det en semifinale mellem VEB og Skovshoved.

Inden kampen er der sponsorcykelløb og spisning på første sal i Arena Nord. 190 har indtil videre tilmeldt sig spisning.

- Vi er stolte over, at der kommer så mange mennesker. Det viser jo, at vi har et interessant produkt, og vi kan uden sammenligning konstatere, at ingen andre ligaklubber oplever denne opbakning, udtaler Jan R. Jensen.

Ungdomsspillere fra hele Nordjylland er derudover inviteret til træning inden kampen. Her er det Anders Thomsen, mangeårig træner for spanieren Carolina Marin, der har vundet VM-guld tre gange og OL-guld én gang, som står for træningen. Det gør han sammen med badmintoneleverne på Stidsholt Nordjyllands Efterskoleskole, hvor Anders Thomsen er lærer.

I den forbindelse er trænere og ledere fra de nordjyske klubber inviteret af Sparekassen Danmark og kredsen Badminton Nordjylland, som benytter lejligheden til at præsentere sin nye ny badmintonkonsulent, Frederik Bjergen.

- Vi har plads til 200, og jeg fornemmer en stor interesse for at være med. Vi serverer pølser til deltagerne som afslutning på dette arrangement, inden de skal overvære semifinalen i Arena Nord, siger Jan R. Jensen.

Det er 10. år i træk, at VEB er mellem de fem bedste i Badmintonligaen. VEB vandt bronze i 2024 og guld i både 2022 og 2023.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...