19-årige Joachim og 20-årige Noah skal drive FriskopEvent videre
Efter flere års dvale genopstår teambuilding-firmaet FriskopEvent i Frederikshavn, og det er to unge frederikshavnere på bare 19 og 20 år, som skal drive virksomheden videre.
Fremover står 19-årige Joachim Buchholtz og 20-årige Noah Andersen i spidsen for FriskopEvent.
- Firmaet har efterhånden ligget stille i nogle år, men vi har nu fået chancen for at drive det videre, hvilket vi synes, er rigtig spændende for to unge energiske drenge som os, smiler Joachim Buchholtz.
Han er søn af Henrik Buchholtz, som sammen med Søren Brogaard og Per Frøsig stiftede FriskopEvent i 2007. Nu skal Joachim Buchholtz køre sin fars tidligere virksomhed videre.
- Vi har fået denne enestående mulighed, og den griber vi selvfølgelig. Vi har været gode kammerater siden børnehaven og har fulgtes ad gennem skole og fodbold, så det var oplagt, at vi skulle lave dette sammen. Vi komplementerer hinanden godt og kender hinandens styrker og svagheder, hvilket gør os til et rigtigt godt match. Det forventer vi også, vil komme til udtryk over for kommende kunder, siger Noah Andersen.
FriskopEvent tilbyder teambuilding-arrangementer med leg og samarbejdsøvelser, hvor målet er at give folk en sjov og unik oplevelse. Virksomheden henvender sig til alle, herunder firmaer, private, skoler, idrætsforeninger, der har brug for en hånd i forbindelse med firmaarrangementer, events, polterabends og så videre.
- Vi er fleksible og arrangerer det lige præcis, som kunderne ønsker det. Vores faste base er på Knivholt, men vi tager også gerne ud til folk. Skriv eller ring derfor til os, så laver vi gerne et uforpligtende tilbud til jer, hvor vi forsøger at imødekomme jeres ønsker for arrangementet. Kun fantasien sætter grænser, lover Joachim Buchholtz.
FriskopEvent træffes fremadrettet på telefonnumrene 2197 9569 og 4272 2805.