Mord på biblioteket: 5. klasser skulle opklare mordmysteriet
I marts blev der begået et mord på biblioteket. Bibliotekarerne var på bar bund og havde brug for hjælp. Derfor inviterede de elever fra kommunens 5. klasser til at opklare mordmysteriet. Det blev dage fyldt med gåder og litterære udfordringer.
Hvordan opklarer man et mord? Og hvordan forvandler man spor og ledetråde til en spændende historie? Det blev elever fra kommunens 5. klasser klogere på, da de blev inviteret til "Mord på biblioteket" – et undervisningsforløb, hvor de blev præsenteret for et vaskeægte mordmysterium.
Bibliotekets kælder var forvandlet til gerningssted. Iført handsker og bevæbnet med lup og UV-lygte gik eleverne på jagt efter spor og beviser. Politirapporten blev læst højt, efterforskningsarbejdet kunne begynde, og bevismaterialerne blev nøje noteret.
- Vi vil gerne vise skolerne, at biblioteket er mere end bøger på hylderne, og vi kan spille en aktiv rolle i undervisningen. Børnene får en spændende læse- og skriveoplevelse, hvor de bruger fantasi og lærer at samle informationer, fortæller bibliotekar Camilla Jungersen.
Hjemme i klassen skal eleverne færdiggøre mordgåden og udpege den skyldige – hvem har et motiv, og hvem kan frikendes?
Mordmysteriet er ét af flere læringstilbud, som Bibliotek & Borgerservice, Frederikshavn Kommune tilbyder skoler og institutioner. Formålet er at give eleverne en sjov og anderledes læseoplevelse samt styrke læselysten.