Gå til hoved-indhold
29. august 2024 - kl. 00.08

Venstre: Borgmesteren kører simpelthen over for rødt

  • 1 af 1
    Borgmester Birgit S. Hansen ses her sammen med Karsten Dybvad på pressemødet 15. maj 2024, hvor det blev offentliggjort, at Frederikshavn Kommune overtager styringen af den kriseramte Frederikshavn Havn.
Af: Michael Frederiksen

- Birgit Hansen træffer en afgørelse uden at spørge byrådet. Det må hun ikke. Hun kører simpelthen over for rødt. Vi mener således, at Birgit Hansen har brudt regler og love i denne sag, sagde Venstres nye gruppeformand, Jan Bjeldbak, på onsdagens byrådsmøde.

I 35 minutter var borgmester Birgit S. Hansen (A) henvist til et lokale ved siden af byrådssalen, mens byrådet skulle tage stilling til et svar til Det Kommunale Tilsyn (Ankestyrelsen).

Økonomiudvalget besluttede 22. maj at indsende en sag for Det Kommunale Tilsyn, da der i medierne var en artikel om, at borgmesteren havde overtrådt sine beføjelser vedrørende svar angående salg af arealer på Frederikshavn Havn.

Socialdemokratiets gruppeformand, Karsten Thomsen, indledte med at konstatere, at partiet bakkede op om det forslag til svar, som kommunaldirektør Thomas Eriksen havde uadarbejdet. Med det socialdemokratiske flertal i byrådet var sagen dermed afgjort, men Jan Bjeldbak kæmpede ihærdigt for at få byrøddderne på andre tanker.

- Har borgmesteren overtrådt lovgivningen? Det handler sagen om. Og der er ingen tvivl. Hun har ikke haft armslængde i denne sag, lød det fra Jan Bjeldbak.

Set i det lys kunne Venstre på ingen måde tilslutte sig svaret, som gruppeformanden kaldte "fejlbehæftet". Han undrede sig blandt andet over, hvorfor svaret kun beskæftigede sig med perioden 8.-25. november 2022.

- December er meget, meget vigtig. Birgit siger fem eller seks gange nej til frasalg af havnearealer. Hun træffer en beslutning på vegne af byrådet, men det må hun ikke. Birgit er ikke havneejer. Det er byrådet, fastlog Jan Bjeldbak.

Partifællen Jens Borup bakkede Jan Bjeldbak op.

- 20 mails viser, at Birgit Hansen var dybt involveret i den daglige drift af Frederikshavn Havn. Hun havde ikke et armslængdeprincip til havnen, sagde Jens Borup.

Jan Bjeldbak:

- Venstre kan ikke sende dette svar. Det håber jeg ved Gud heller ikke, at I kan.

Men det valgte et stort flertal med stemmerne 21-5. De fem stemmer kom fra Venstre. Erik Kyed Trolle (UP) og Jens Nygaard (DD) undlod at stemme.

Jan Bjeldbak kritiserede også, at det var kommunaldirektøren, som forfattede svaret til Det Kommunale Tilsyn.

- Det bliver et partsindlæg, fordi det når frem til den konklusion, at Birgit ikke har gjort noget galt, da hun uden at spørge byrådet sagde nej til salg af arealer på havnen. Den konklusion er så tilmed nået ved kun at kigge på en begrænset del af korrespondancen. Havde man gjort sig den ulejlighed at kigge på et længere forløb, ville man ikke kunne nå samme konklusion, sagde Jan Bjeldbal.

Venstre fik tilføjet denne formulering i referatet af byrådsmødet:

Venstre er imod formulering af svaret til Ankestyrelsen af to grunde:

  1. Det bygger på ufuldstændigt materiale 
  2. Det kommer frem til fejlagtige konklusioner

Venstre mener således, at Birgit Hansen har brudt regler og love i denne sag.

Venstre har nu indtil på mandag kl. 9.00 til at udarbejde partiets egen skrivelse til Det Kommunale Tilsyn.

Karsten Thomsen (A) lod sig ikke påvirke af Jan Bjeldbaks hårde kritik.

- Jeg flytter mig ikke. I kan skrive, hvad I vil, udtalte Karsten Thomsen, der tydeligvis var irriteret på Venstre.

Peter Laigaard (C) mindede om, at der er bestilt en advokatundersøgelse, hvorefter han forsvarede kommunaldirektør Thomas Eriksen.

- Venstre kommer jo med en sønderlemmende kritik af kommunaldirektøren. Her bliver jeg nødt til at sige, at jeg er tilfreds med det svar, han har skrevet, og jeg har generelt en enorm tilllid til Thomas Eriksen.

Jens Borup gentog, hvad han tidligere har sagt om advokatundersøgelsen.

- Den giver jeg ikke en pind for. Vi ved lige nøjagtigt, hvad der kommer til at stå i den. Her burde vi have betalt 500.000 kroner mere, så vi kunne få en uvildig advokatundersøgelse, mente Jens Borup.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...