Gå til hoved-indhold
14. september 2024 - kl. 10.09

S-gruppeformand om budgetaftale: - Politik, når det er bedst

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Fredagens budgetaftale i Frederikshavn Kommune beskriver Socialdemokratiets gruppeformand, Karsten Thomsen, som "politik, når det er bedst". Det gør han som reaktion på Venstres gruppeformand, Jan Bjeldbak, der kalder budgettet "politik, når det er værst".

- Når 24 ud af 29 byrådsmedlemmer, efter en god og respektfuld proces, bliver enige om det kommunale budget, så er det politik, når det er bedst. Ingen af partierne eller byrådsmedlemmer fik alt, hvad de kunne ønske, men et stort flertal blev enige om at prioritere kernevelfærden, og vi blev enige om at lægge hånden på kogepladen, når det er sværest, udtaler Karsten Thomsen.

Han glæder sig over, at der er 24 byrådsmedlemmer, som er sammen om budgettet og dets ordlyd.

Jan Bjeldbak anfører, at Venstre med et ultimativt krav om at skulle anerkende den kommende advokatundersøgelse på Frederikshavn Havn som objektiv reelt blev holdt ude af budgetaftalen.

Venstre har længe været kritisk i forhold til borgmester Birgit S. Hansens rolle i de økonomiske problemer på Frederikshavn Havn.

- Den sten i skoen forsøgte borgmesteren altså at fjerne med kravet om opbakning til advokatundersøgelsen. Birgit har jo også hørt Venstres kritik, så med kravet om, at vi pludselig skulle indtage den modsatte holdning i forhold til advokatundersøgelsen, vidste Birgit jo godt, at vi enten måtte modsige os selv eller trække os fra budgettet. Det er politik, når det er værst, mener Jan Bjeldbak.

Karsten Thomsen er uenig.

- Jeg må tage afstand fra Venstre, der gang på gang går efter manden i stedet for bolden. Venstre må stå ved, de ikke kunne se sig selv i budgettet, og de gik selv. Det kaldes demokrati, udtaler Karsten Thomsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...