Der er indgået budgetaftale i Frederikshavn Kommune
Socialdemokratiet, Konservative, SF, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Peter Sørensen (UP) og Erik Kyed Trolle (UP) har indgået en budgetaftale for 2025-2028. Venstre er som det eneste parti ikke med i budgetaftalen.
- Dette budget handler ikke om, hvilke partier, der har fået hvad. Dette budget handler om, at vi sammen tager ansvar for og samarbejder i forligskredsen om noget så vigtigt som et kommunalt budget, som berører borgere, ansatte, virksomheder - ja , alle der har tilknytning til vores kommune.Det er vigtigt, at vi tager opgaven på os og læner os ind mod hinanden. Det har vi gjort her i respekt for opgaven, siger borgmester Birgit S. Hansen (A).
Budgettet tilfører næsten 28 mio. kr. om året til den borgernære velfærd, blandt andet skoleområdet (7 mio. kr.), familieområdet (6 mio. kr.), handicapområdet (1 mio. kr.) og ældreområdet (10 mio. kr.).
- Vi afsætter blandt andet penge til at omstille de kommunale hjemmeplejebiler til Nul-emission/EL-biler, 2-1 veje/cykelstier, grønne- og klimaindsatser, fortæller borgmesteren.
Der er sat penge af til at betale renter og afdrag på Frederikshavn Havn. Det drejer sig om 62 millioner kroner hvert af de følgende fire år. Finansieringen hertil sker primært ved reduktion af anlægsudgifter i kommunen samt driftsoptimering på havnen.
Forligspartierne er desuden enige om, at den igangsatte advokatundersøgelse af forløbet på Frederikshavn Havn understøttes fuldt ud som objektiv klarlægning af forløbet. Ifølge Kanal Frederikshavns oplysninger er dette én af årsagerne til, at Venstre ikke er med i budgettet.
Budgettet indeholder en tilpasning af de kommunale anlægsprojekter, således udfordringen med Frederikshavn Havn ikke kommer til at påvirke den borgernære velfærd direkte, hvilket parterne er enige om er afgørende.
- Vi betaler ekstraordinært kommunale lån ud for 54,9 mio. kr. som betyder, at vi kan bruge de indlagte betalinger til varige velfærdsopgaver - svarende til 11,8 mio. kr. Vi lægger 23 mio. i kommunekassen som reserve, fordi erfaringen viser, at der altid kommer uforudsete opgaver i løbet af et helt år, oplyser Birgit S. Hansen og fortsætter:
- Vi har efter bedste evne sammen lavet et budget, der opfylder, hvad vi fandt muligt på kerneopgaverne med vores økonomiske vilkår.