Toppen af Danmarks direktør debuterer i News & Co på TV2 NEWS
Nicolai J. Nissen, turistdirektør hos Toppen af Danmark i Skagen, debuterer tirsdag 3. september som panelist i det populære eftermiddagsprogram News & Co på TV2 NEWS.
- Det er i første ombæring nogle få gange, og der er ikke sat endelig antal på, hvor mange gange det bliver, at jeg er med i panelet. Men i alle tilfælde må jeg indrømme, at det er noget, jeg har drømt om længe. Men nu må vi se, hvor mange gange de vil have mig på skærmen, og om seerne vurderer, at jeg ligner en, der ser bedre ud i radioen, smiler Nicolai J. Nissen.
Han forklarer, at det ikke er en ny tanke, men at han længe har haft passion for at være med i debatten.
- I stedet for at sidde på bagsædet og blot kommentere dagens vigtigste begivenheder som tilskuer foran skærmen, trækker det i mig at deltage i debatten.
Det er heller ikke nyt for turistdirektøren at være aktiv i den aktuelle debat. Senest var han med i et afsnit af P1 Debat i Danmarks Radio P1 for nogle uger siden.
I panelet hos News & Co kommer Nicolai J. Nissen til at deltage som sig selv og ikke som repræsentant for bestemte erhvervsinteresser eller lignende.
Som turistdirektør er Nicolai J Nissen allerede aktiv i debatten, og selvom det i modsætning til deltagelsen hos News & Co i det daglige er medlemmerne af turistforeningen og fag- og branchespecifikke emner, der repræsenteres og debatteres, kan bølgerne stadig gå højt med skvulp i kommentarspor på sociale medier. Den del skræmmer dog ikke Nicolai J. Nissen, der for flere år siden bevist stoppede med at læse kommentarspor på de udenlandske sociale platforme, men i stedet holder af den aktive og nære debat.
På spørgsmålet om, hvad der begejstrer turistdirektøren så meget ved den danske debatkultur, er han ikke i tvivl.
- Det er en af hjørnestenene i vores demokrati, og vi danskere er måske verdensmestre i disciplinen at debattere. Ser man bort fra troldene på de udenlandske sociale medier, har vi danskere en helt særlig evne til at tale om tingene på tværs af holdninger, følelser og politiske overbevisninger.
- Noget af det, jeg virkelig værdsætter som dansker, er debatten med vores politikere og politikernes tilgængelighed. Jeg har siden jeg var barn, da jeg endda var i praktik på Christiansborg som folkeskoleelev, oplevet, at politikere i Danmark altid er til at komme i kontakt med for os almindelige danskere.
Nicolai J. Nissen får sin debut i News & Co på TV2 NEWS i dag fra kl. 16.00-18.00.