Todd Winder har ikke mistet én eneste kamp i sine to år i Frederikshavn
Det var en meget glad 100-kampsjubilar Todd Winder, som Kanal Frederikshavn talte med efter fredagens 5-2-sejr til Frederikshavn White Hawks over Rungsted Seier Capital.
- Det var en meget vigtig kamp, men vi fik ikke scoret det vigtige første mål, så det blev lidt nervøst for os og vores fans, men det var en fantastisk anden periode og en god tredje periode, vurderer Todd Winder.
Canadieren assisterede selv til to af scoringerne. Især hans forarbejde til Arvid Caderoths mål var flot. Todd Winder ses med nr. 89 i begyndelsen af denne video.
White Hawks scorede tre mål i kvartfinaleseriens første 10 perioder, men pludselig lavede de tre mål på fem minutter i begyndelsen af anden periode.
- Det var jeg faktisk ikke klar over. Det er lidt skørt. Vi vidste godt, at det kun var et spørgsmål om tid, før vi fik scoret nogle mål mod ham (Rungsted-målmand David Grubak, red.). Han er en god målmand, men hans held måtte jo stoppe på et tidspunkt, smiler Todd Winder.
Gjorde I noget anderledes i fredagens kamp sammenlignet med de tre første kampe i serien?
- Vi var lidt mere afslappede i aften. Vi havde ikke det store pres, for det var vind eller forsvind. Vigtigst af alt scorede vi endelig nogle mål, udtaler Todd Winder.
Han blev inden kampen hyldet for sin kamp nr. 100 i White Hawks. Det betyder, at han har spillet samtlige kampe i sine to sæsoner i Frederikshavn.
- Det er fantastisk. Det er meget specielt, og jeg er taknemmelig for alle omkring mig.