Fra idé til lokal støtte: Sælger postkort under SIND-Festival
Kristian Tornby, Frederikshavn, har skrevet dette indlæg: Hvordan kan jeg bidrage som privatperson, når SIND Frederikshavn-Læsø, afvikler SIND-Festival i denne uge? Det var lidt sådan, jeg tænkte og fik idéen med at kombinere min fritidshobby med et bidrag til SINDs fantastiske arbejde og fokus.
Jeg har ikke før tænkt, at det kunne være muligt at bakke op om noget på den måde, og bliver det en succes, er det ikke utænkeligt, at jeg gør noget lignende igen. Jeg kan kun opfordre andre til at tænke lidt kreativt, især med tanke på at kunne støtte gode formål og lokale foreninger.
Jeg bruger min fritid på foto, og oftest med fokus på den lokale natur og udelivet omkring os. Jeg fik idéen om at sælge nogle af mine motiver som postkort, og tog kontakt til Rikke Rugholt, forperson for SIND Frederikshavn-Læsø.
Rikke og SIND tog meget positivt imod idéen, og sammen får vi det forhåbentlig til at blive en succes.
Sammen sælger vi postkortene i pakker med fem forskellige motiver plus kuverter for 50 kroner, og for hver pakke kort, som sælges den kommende uge, går der 20 kroner til SIND Frederikshavn-Læsø. Motiverne er fra henholdsvis Skagen, Frederikshavn, Stensnæs ved Lyngså, Løkken og Rubjerg Knude.
Jeg synes, det er en fin idé, og tanken om, at mine postkort kan sælges til fordel for SIND, gør mig rigtigt glad.
Kortene kan jo både købes og bruges, uanset om man er privat, firma eller andet, som vil bakke om om den gode sag. Kortene kan også sættes i glas og ramme, hvis man vil.
Kortene vil blive solgt til SINDs arrangementer i denne uge, men man er også meget velkommen til at række ud enten via sociale medier eller på 31656116, hvis man er interesseret i at købe kort.