SEIF tyvstarter fodboldsæsonen hjemme mod Skibsby-Højene IF
SEIF tyvstarter fodboldsæsonen i eftermiddag med en hjemmekamp i serie 1 mod Skibsby-Højene IF. Der er ellers først i næste weekend, at de lokale serieklubber skal spille om point for første gang i 2025.
- Årets første turneringskamp er noget helt særligt. Sneen er smeltet for denne gang, og foråret er for alvor kommet. En af de bedste ting ved denne tid er i mine øjne - starten på fodboldsæsonen. Endelig kan vi se, om de mange timers forberedelse har været tilstrækkelige, siger cheftræner Michael Hjortkjær, SEIF Fodbold.
Opstarten har budt på en masse timer i fitness, nogle gode træninger samt fire træningskampe.
- Vi tror, at vi er klar, men vi ved mere lørdag eftermiddag, smiler cheftræneren.
SEIF er startet med samme trup som i efteråret. Det meldes hverken om til- eller afgang. Eneste lille forskel er, at der er skiftet på cheftrænerposten.
- Med glæde, stolthed og ydmyghed vil jeg gøre mit for, at vi vinder en masse kampe, udtaler Michael Hjortkjær.
Dommer Prince Matete Balezi fløjter sæsonpremieren i gang kl. 14.00.
- Vores lokale, rutinerede drenge vil gøre alt for, at det bliver en super start på sæsonen. Vi løfter i flok, og det skal ses på banen. Vi har potentialet til at blive Danmarks bedste hold på standardsituationer. Vores offensive evner og mod på indkast, frispark og hjørne vil vi udnytte til fulde i hver kamp - også i denne kamp, lover Michael Hjortkjær.