Opstartsmøde for nye golfspillere på onsdag i Frederikshavn Golfklub
Frederikshavn Golfklub inviterer til opstartsmøde for nye golfspillere. Det sker onsdag 26. marts kl. 17.00 i golfklubben på Golfvej 210. Man kan blandt flere tilbud komme i gang med at spille golf for kun 995 kroner.
- Vi har flere holdstarter, som starter i april. Vores start på golf er et seks ugers træningsforløb, hvor du modtager ugentlig træning og vejledning samt masser af social golf i vores begynderklub, hvor man spiller golf med ligesindede, fortæller Phillip Søby Larsen, der er golfmanager i Frederikshavn Golfklub.
Vil man gerne hurtigt i gang, er der også mulighed for det.
- I weekenden 12.-13. april har vi et lynhold. Hvis man i forvejen er god til boldspil og har en idé om, at man kan lære at spille golf på en weekend, er lynholdet det rette. Så kan man komme på stor bane og spille med vennerne hurtigst muligt. Der er forskellige opstartspakker, og jeg vil opfordre til, at man kigger forbi, så man kan høre, hvilken pakke man passer bedst i, siger Phillip Søby Larsen.
Infomødet 26. marts er for alle interesserede.
- Vi elsker at introducere golfsporten til så mange flere. Golf er en sport, der kan spilles af alle – i alle aldre. Alle kan spille mod hinanden grundet et fantastisk regelsæt, der gør, at en begynder kan spille lige op mod selv en særdeles øvet spiller. Du kan spille for motionens skyld, for konkurrencens skyld eller for at have en fritidsbeskæftigelse, hvor du er ude i naturen og er sammen med andre mennesker. Og vores proshop låner dig udstyr til de første træninger, indtil du ved, om golf er et spil for dig, siger Phillip Søby Larsen.
I Frederikshavn Golf Klub er der knap 1.000 medlemmer, der aldersmæssigt spænder fra 5 år til +80. Klubbens sociale liv prioriteres højt, og man tilstræber, at nye medlemmer bydes varmt velkommen og integreres så godt som muligt.