Gå til hoved-indhold
23. marts 2025 - kl. 14.03

Bosætning og solceller: Politikerne i byrådet gør ikke det, de siger

  • 1 af 1
Af  Frode Thule Jensen

Frode Thule Jensen, Østervrå, har skrevet dette indlæg: Bosætning og solceller følges kun ad, hvis man sikrer en god dialog med lokalområdet om udformning af solcelleparkerne og samtidigt sikrer værdiskabelse i lokalområdet, der skal være værter for solcellerne.

Det har de forstået i mange kommuner. Et eksempel er Hjørring Kommune. Her sikrer forvaltningen grundlaget for en god og konstruktiv dialog mellem udviklerne af solcelle- og vindmølleanlæg og lokalområdet.

I Frederikshavn Kommune sker der imidlertid ikke noget. Det på trods af, at kommunen i august 2024 vedtog en flot "Strategi for grøn og vedvarende energi". I denne strategi står:

"Frederikshavn Byråd forventer, at projektudviklerne involverer borgere og andre interessenter i nærområdet tidligt og grundigt. Byrådet ser frem til.... en god dialog om placering og lokal værdiskabelse."

Men politikerne i byrådet gør ikke det, de siger. Det så man tydeligt ved vedtagelsen af lokalplanen for solcellerne ved Ribberholt sidst i januar 2025. Lokalplanen blev godkendt, uden politikernes egne forventninger om involvering og lokal værdiskabelse blev efterkommet. Her tænker jeg på lokalområdet Kvissel og Ravnshøj. Der var heller ingen, der efterspurgte det.

Solcellerne ved Ribberholt øger ikke bosætning i den nordvestlige del af Frederikshavn by samt i Ravnshøj og Kvissel. Tværtimod frygter jeg fraflytning, selvom husene i området selvfølgelig er billigere nu, hvor man ved, der kommer solceller.

Men øget bosætning kunne være opnået, hvis man havde gjort som i Hjørring Kommune. Jeg har tidligere over for byrådets politikere henvist til eksemplet i Bindslev og Tversted. Borgerforeningerne har sikret sig ret til at købe en tredjedel af solcellerne og en af vindmøllerne til kostpris. Byernes varmeværkerne har sikret sig fjernvarme til 250 kr. pr. MWh. Disse to byer får øget tilflytning, når solceller og vindmøller bliver sat op.

Derfor undrer det mig også meget, at byrådspolitikerne på tværs af partierne jævnligt taler om behov for øget bosætning i kommunen, når de samtidig fortsætter med at opsætte solceller og vindmøller uden lokal inddragelse og lokal værdiskabelse.

Som resultat risikerer man, at lokal modstand forhindrer den grønne omstilling i Frederikshavn Kommune. Og det i en kommune, hvor erhvervslivet jævnligt omtaler behovet for mere grøn strøm.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...