Skagen Festival 2025: Tilbage til rødderne med et stærkt program
Programmet for Skagen Festival 2025 er nu officielt på plads, og festivalen vender i år tilbage til sine musikalske rødder. Det betyder et bredt og spændende lineup, der spænder fra internationalt anerkendte bands til velkendte nordjyske kunstnere.
Festivalens gæster kan se frem til at opleve de skotske bands Skipinnish og Wolfstone - begge med dybe rødder i den keltiske musiktradition. Skipinnish blev i 2024 hædret med prisen "Event of the Year" for deres koncert på Edinburgh Castle, mens Wolfstone vender tilbage efter en længere pause – et comeback, der med garanti vil vække begejstring blandt publikum i Skagen.
Også på den nordjyske scene er der stærke repræsentanter. Nohrland og Kejser Larsen Band sikrer, at festivalen traditionen tro også giver plads til lokale bands. Kejser Larsen Band har en særlig historie i år, da gruppen genopstår til Skagen Festival efter nogle års pause.
I år vender en tidligere tradition tilbage til Skagen Festival: Mange af kunstnerne optræder flere gange i løbet af festivalen. Det giver publikum bedre mulighed for at opleve deres favoritter og planlægge dagene uden at gå glip af store koncertoplevelser.
- Vi ved, at vores gæster gerne vil opleve så meget musik som muligt. Ved at lade kunstnerne spille flere gange gør vi det nemmere at nå flere koncerter uden at skulle vælge mellem optrædener, der overlapper, siger Anders Mikkelsen fra musikudvalget.
Foruden de allerede nævnte bands kan festivalgæsterne også glæde sig til at opleve Poul Krebs, Rikke Thomsen, Sømændene og mange flere.
Billetterne er til salg nu. Billetter til alle aftenkoncerterne kan købes på www.skagenfestival.dk.