Gå til hoved-indhold
21. marts 2025 - kl. 21.03

Svensk show udsatte White Hawks' sommerferie - og tusind tak for det

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Svenskerne steppede op og pustede nyt liv i kvartfinaleserien mellem Frederikshavn White Hawks og Rungsted Seier Capital. White Hawks var bagud 0-1 efter første periode og tæt på sommerferie, men vandt 5-2. Fire af målene blev scoret af svenskere. Kun Thomas Søndergaard blandede sig i målproduktionen, men med sit lyse hår ligner han en svensker.

Frederikshavn var det hold i hele slutspillet, der inden aftenens kampe havde skudt mest på mål. 101 afslutninger havde dog blot udløst tre scoringer. Var det i aften, at høgene knækkede koden og fik skudt hul på velspillende David Grubak i Rungsted-målet?

Trænerduoen Fredrik Johansson og Christian Schioldan satsede på samme opstilling. Altså ingen ændringer i kæderne. En modig beslutning, for nu kunne kritikkerne jo med rette pege på manglende handlekraft i boksen, hvis det blev til endnu et nederlag. Omvendt ville en WH-sejr vise, at spillerne kvitterede for trænerduoens tillid.

De 2.251 tilskuere gav i hvert fald hjemmeholdets spillere en flot velkomst med stående klapsalver. Det er ikke hverdagskost i Nordjyske Bank Arena - slet ikke efter tre nederlag i træk.

Hjemmeholdet åbnede bedst. De hvidblusede jagtede det føringsmål, som de virkelig trænger til i denne serie. Der blev skudt flittigt mod mål fra alle vinkler, men de helt store chancer blev det desværre ikke til.

Rungsted Seier Capital kom derfor hurtigt mere ind i kampen, som var en tæt affære i de første 20 minutter.

Santeri Suistio havde to skudchancer midtvejs, men David Grubak reddede, som han har gjort det i hele serien. 

I stedet gik det, som det har gjort i alle fire kampe i serien. Rungsted bragte sig foran. I første omgang undgik høgene en scoring, men nordsjællænderne fastholdt presset, og Jesper Solomon Frisell scorede.

Målet sugede kortvarigt energien ud af White Hawks og publikum, men begge kæmpede videre - desværre uden at spillerne skabte den slags chancer, som høgene virkelig har brug for.

0-1 efter første periode. Skud: 6-6. Status for White Hawks efter 10 perioder i kvartfinaleserien: Tre mål.

I anden periode kom forløsningen set med WH-øjne. Hjemmeholdet fordoblede sin målproduktion - vel at mærke i hele serien - på blot fire minutter og 59 sekunder.

Seastian Benker udlignede i tiden 21:25. Arvid Caderoth lavede forarbejdet tæt foran mål, og hans tværpasning blev perfekt udnyttet af landsmanden. 1-1.

Det blev 2-1 til Frederikshavn i tiden 24:50. I første omgang troede mange, at Jared Freadrich havde scoret sit tredje mål i slutspillet, men canadierens afslutning fra distancen blev styret i mål af Thomas Søndergaard. Der var også en assist til Todd Winder.

Uret i Nordjyske Bank Arena viste 26:25, da Jaeden Martin tog chancen. Pucken strøg overraskende forbi David Grubak. Det vil den stærke keeper ærgre sig over. Arvid Caderoth asssiterede igen.

3-1 til White Hawks. Publikum troede nærmest ikke deres egne øjne. Desværre reducerede Rungsted lynhurtigt. Jared Freadrich lavede en dum aflevering i egen zone. Det blev straffet prompte af Victor Cubars.

Midtvejs havde høgene tre kæmpe chancer på få sekunder. I det ene tilfælde nåede David Grubak mirakulkøst på tværs og stoppede pucken med skaftet af staven helt nede ved isen.

I kampens første powerplay ramte Arvid Caderoth stolpen. Senere kom gæsterne i powerplay. Alexander Lunsjö mente, at Rungsted skulle have haft en udvisning. Han hævnede sig på en modstander og røg i straffeboksen. 

I dette powerplay skilte få centimeter Rungsted Seier Capital fra en udligning. Tadeas Galansky reddede et knaldhårdt skud, men kunne ikke holde pucken, som heldigvis for hjemmeholdet akkurat havnede på den forkerte side af stolpen.

3-2 til White Hawks efter 40 minutter. Skud: 16-18.

Som ventet pressede Rungsted hårdt på i tredje periode. Og endnu udvisning til Alexander Lunsjö gjorde det ekstra svært. Særligt Theo Keilin var tæt på i tre situationer. Først reddede Tadeas Galansky fra tæt hold, og anden gang sendte svenskeren pucken forbi mål. Tredje gang afdriblede han tre WH'ere, men igen reddede Galansky.

Mads Falborg Iversen var lige ved at koste et mål, da han snublede bag eget mål. Det udløste en kæmpe chance til gæsterne.

Rungsted fik altså ikke noget ud af deres pres. I stedet for øgede Alexander Lunsjö til 4-2, da der var en afventende udvisning til Rungsted. Christopher Frederiksen og Santeri Suistio assisterede. Den scoring lunede.

Det blev 5-2 i powerplay. Todd Winder lagde i fuld fart en smuk pasning på tværs til Arvid Caderoth, som scorede sikkert. 

Det var en fornøjelse at se, hvordan svenskerne markerede sig, men det blev dog 100-kampsjubilaren Todd Winder, der blev kårert til Kampens Spiller hos hjemmeholdet. 

En sejr over fem mål er præcis, hvad høgene trængte til. Nu går turen til Concordium Arena på søndag. En sejr mere til Frederikshavn vil udløse en sjette kamp på tirsdag i Nordjyske Bank Arena.

Er det muligt at vinde i Nordsjælland? Selvfølgelig. White Hawks fik endelig hul på David Grubak, og hvad kan det ikke blive til, hvis førstekæden med Thomas Spelling, Christopher Frederiksen og Jesper Thörnberg melder sig ind i serien.

5-2 til White Hawks. Skud: 25-26.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...