Store Børnedag i Bannerslundhallen med deltagelse af lokal Robinson-deltager
Søndag 17. november fra kl. 14.00-17.00 er der Store Børnedag i Bannerslundhallen i Elling. Målgruppen er børn i alderen fem til 13 år.
- Vi glæder os til at præsentere et sjovt og spændende arrangement i samarbejde med The Sky is Blue, siger arrangementets koordinator Tinna Hermansen, SEIF Håndbold.
Eftermiddagen byder på en række udfordrende Robinson-dyster, der sætter både samarbejdsevner og konkurrenceånd på prøve.
- Her vil også være mulighed for at møde en Robinson-deltager af den ægte slags, da vores egen lokale Vibeke Lund fra Strandby kigger forbi. Vibeke har været med i den netop nu aktuelle 2024-sæson af Robinson og måske er der fif at hente fra hende til, hvordan man løser opgaverne og klarer dysterne på den rigtige måde, fortæller Tinna Hermansen.
Ud over de spændende Robinson-udfordringerer der planlagt en række aktiviteter for alle aldre som fodboldpool, kæphesteløb, hoppepude, og legeredskaber.
- Det hele toppes med en masse god musik, så der er noget for enhver smag og al mulig grund til at kigge forbi Bannerslundhallen på søndag. Kom og vær med til en dag fyldt med sjov, spænding og fællesskab, lyder opfordringen fra Tinna Hermansen.
SEIF Håndbold ønsker at skabe yderligere liv i Bannerslundhallen, selvom den allerede er meget i brug.
- Vi håber at få besøg af en masse børn og forældre, som forhåbentlig kan se det hyggelige i dette arrangementet, og så håber vi selvfølgelig, at der kommer nogen forbi, som ikke normalt bruger vores faciliteter så meget. Vi opfordrer derfor alle til, at man tager familie, søskende og venner med til en hyggelig eftermiddag i Bannerslundhallen, siger Tinna Hermansen.
Der vil være åbent i cafeteriaet, hvor der er mulighed for at købe forskellige forfriskninger.