En anderledes julegave: Sørg for at få lavet en fremtidsfuldmagt
Advokat Carsten Jacobsen, Advokatfirmaet Espersen i Frederikshavn, blogger på Kanal Frederikshavn: Du ved, at du bør få det lavet, hvis du ikke har gjort det endnu. Det er en af de ting, som kan give dig dårlig samvittighed, hvis du ikke får det lavet. Og det er ikke julegaveindkøbet, jeg tænker på. Det er at få lavet en fremtidsfuldmagt.
Får du det lavet, er du ikke den eneste. Siden 1 september 2019, hvor de blev indført, har de været voldsomt i fremmarch. Og det med god grund.
Med en fremtidsfuldmagt kan du sikre, at en person, som du har tiltro til, kan foretage hensigtsmæssige dispositioner på dine vegne vedrørende dine personlige og økonomiske forhold. Det kunne for eksempel være at betale regninger eller sælge dit hus.
Den person, som du udpeger til at varetage dine personlige og økonomiske forhold, bliver dermed din fremtidsfuldmægtig.
Og med en fremtidsfuldmægtig kan værgemål blive ufornødent, selvom du helt eller delvist mister evnen til at varetage dine forhold.
Fremtidsfuldmægtigen kan bestyre din formue, og formuen skal ikke anbringes i et godkendt forvaltningsinstitut og administreres af en værge, som skal have Familieretshusets tilladelse til en række dispositioner, såsom at frigive din formue.
Der er lidt proces forbundet med at få lavet en fremtidsfuldmagt. Nogle vil kalde det lidt omstændeligt. Og hvorfor så det?
Jo, de skal oprettes digitalt med underskrift med MIT-id og registreres i den forbindelse i det såkaldte Fremtidsfuldmagtsregistre. Egentlig sejt, at det har fået sit eget register.
Men underskrift med digital signatur er ikke nok. Du skal også forbi domstolene inden seks måneder og vedkende fremtidsfuldmagten for en notar.
Men hvad så, hvis du ikke kan underskrive med MIT-id?
Nu er der jo nogle, som synes, at det med at underskrive med MIT-ID er lidt problematisk. Men selvom du synes, det er problematisk, så kan du alene underskrive fysisk, hvis du konkret er undtaget fra digital post. Men er du så også det, så kan du møde op ved personligt fremmøde ved Familieretshuset og underskrive en fremtidsfuldmagt.
Så sørger Familieretshuset for, at den registreres i Fremtidsfuldmagtsregistreret. Se det er service.
Men hvad så, når du har fået den oprettet, hvad er processen så? Jamen, så sker der ingenting, medmindre uheldet måtte indtræffe, og der bliver behov for at få den iværksat. Bliver du dement eller får du en blodprop, som gør at du ikke kan varetage dine egne anliggender længere, må du forbi lægen og få lægen til at attestere, at din tilstand gør, at du ikke længere kan varetage egne anliggender. Og herefter skal man så anmode Familieretshuset om at sætte fremtidsfuldmagten i kraft.
Så igen er det lidt omstændelig, at få fuldmagten sat i kraft. Men disse skridt er fra lovgivers side opsat for at sikre fuldmagten mod misbrug. Du skal jo betragte fuldmagten lidt som en forsikring på dig selv, som er god at have, hvis uheldet er ude – lidt ligesom forsikringen på din bil og dit hus.
Som fuldmagtsgiver bør du overveje at få sat flere fuldmægtige ind end blot en fuldmægtig. Uheld kan ramme en fuldmægtig også, så vedkommende ikke kan varetage egne og dermed heller ikke dine anliggender længere. Og fuldmægtigen kan også vælge at frasige sig hvervet som fuldmægtig. Og i begge disse tilfælde er det jo rart, at der er en sekundant til at overtage posten som fuldmægtig, så der stadig kan træffes beslutninger på dine vegne.
Har du brug for mere viden om fremtidsfuldmagter, så kontakt din advokat eller læs nærmere om det i diverse medier.
Det er godt givet ud.