Kendt værtshus i Frederikshavn drejer nøglen
Ship Inn i Søndergade i Frederikshavn er lukket. Værtshuset drejede nøglen 1. november. Ejeren forsøger at sælge bygningerne.
Ship Inn er ét af Frederikshavns mest kendte værtshuse. Arne Jensen fra Sæby overtog Ship Inn i april 2006, men nu er det slut.
- Jeg fylder 75 år i næste måned, og det seneste års tid er jeg røget ind og ud af sygehuset, forklarer Arne Jensen til Kanal Frederikshavn.
Situationen bliver heller ikke nemmere af, at det er svært at finde medarbejdere, som vil stå i baren i Ship Inn.
- Ofte sker der det, at jeg selv hænger på den, og jeg har desværre ikke længere de kræfter, der skal til, erkender Arne Jensen.
Han ejer bygningen i Søndergade, hvor Ship Inn ligger i stueetagen, mens der er en lejlighed på første sal.
Bygningen bliver hurtigst muligt sat til salg. Arne Jensen ønsker ikke at forpagte Ship Inn ud.
Hvad skal du lave, når du for alvor kan kalde dig pensionist?
- Jeg skal nyde det og bruge tiden på alt det, jeg har forsømt, og det er først og fremmest familien, siger Arne Jensen.