Julemarked i weekenden hos Jensen Jordbær
I weekenden er der julemarked hos Jensen Jordbær på Hestvangsvej 6 ved Understed. Både lørdag og søndag fra kl. 10.00-17.00 vil det emme af julestemning i de idylliske rammer på landet, hvor julen vil være det store omdrejningspunkt.
- Forandring fryder jo altid, og vi glæder os til vores nye tiltag med et julemarked for alle. Der vil være noget for enhver smag. Der er boder til hele familien – nogle med noget godt til ganen og andre med kreative påfund. Kaninerne er klar til at blive kælet for, og jeg kan kun opfordre til at kigge forbi i den dejlige natur, hvor der er højt til loftet. Der bliver lavet vafler og æblegløgg (også uden alkohol så der er noget til børnene), og Helle fra det gamle Hørby Bageri kommer forbi med de berømte pebernødder. Så hele weekenden står i julens tegn med julen som omdrejningspunkt, fortæller Charlotte Jensen fra Jensen Jordbær.
Samtidig er Jensen Jordbærs gårdbutik flot pyntet op til jul.
- I vores gårdbutik kan man jo handle hele døgnet med høflig selvbetjening, men i denne weekend er vi også at finde i butikken. Der er inspiration at hente til både kalender-, advents- og julegaver, ligesom vi altid er friske på at lave et flot gavekurv, siger Charlotte Jensen.