Stars & Strikes tabte stort i udekampen i Skive
Bowlingklubben Stars & Strikes i Frederikshavn er inde i en stime af udekampe. Senest gik turen til Skive. Det er mange år siden, at de to hold sidst har krydset klinger, og bowlinghallen i Skive har forandret sig en del siden sidst. Keglerne har fået snoretræk, og oliemaskinen er blevet opgraderet. Om disse forhold havde indflydelse, står hen i det uvisse, men sikkert var det, at Stars & Strikes havde startproblemer i Skive.
Det så ellers lovende ud under opvarmningen, hvor en modstander fra BK Skive flere gange kastede kuglen direkte i renden. Men det var åbenbart spil for galleriet, da både han og hans doublemakker scorede over 240 i første serie. Thomas Mølholt kæmpede bravt, men trods en score på 280 blev doublen tabt med over 60 kegler. Så var der mere udbytte af Per Schou Truesens score på 245, som kastede to point af sig.
Det var de eneste to point, Stars & Strikes fik i kampens første tre serier, eftersom holdet tog en kollektiv nedtur i anden og tredje serie. Eneste lysglimt var endnu en 200-serie af Per Schou Truesen, hvilket dog ikke rakte til point. Halvvejs i kampen var Stars & Strikes bagud 2-22.
I fjerde serie var spillerne fra Frederikshavn ved at have skudt sig ind, og med tre mand over 210 lykkedes det at vinde to ud af de tre doubler. Desværre tog BK Skive de to ekstra point for flest samlede kegler, da de væltede én kegle mere! Fire point til hvert hold.
Det flotte spil fortsatte i femte serie, hvor Stars & Strikes igen vandt to doubler. Men denne gang gik pointene for flest kegler til Stars & Strikes efter høje scorer fra både Kim Walther Nielsen (266) og Per Schou Truesen (223). Reducering til 12-28.
Kampens sidste serie var den serie, hvor gæsterne fra Frederikshavn væltede flest kegler. Men trods et holdsnit på 203 lykkedes det kun at vinde én double. Doublen blev vundet af Thomas Mølholt og Rasmus Hansen, som scorede henholdsvis 235 og 223. Trods to tabte doubler var der alligevel spænding om seriens samlede kegler, hvor BK Skive kun væltede 18 kegler mere end Stars & Strikes. Kampen endte dermed med et nederlag på 14-34. Stars & Strikes samlede keglefald blev på 6.707 mod BK Skives 7.182 kegler.
Kampens spiller blev Thomas Mølholt, som lavede kampens highscore på 280 og havde et højt gennemsnit på 207.
Sådan spillede holdet:
Thomas Mølholt (1.242 kegler over 6 serier – snit på 207)
Per Schou Truesen (1.211 kegler over 6 serier – snit på 202)
Kim Walther Nielsen (963 kegler over 5 serier – snit på 193)
Claus Jørgensen (1.095 kegler over 6 serier – snit på 183)
Rasmus Hansen (891 kegler over 5 serier – snit på 178)
Thomas G. Larsen (848 kegler over 5 serier – snit på 170)
Niels Kr. Skov Pedersen (457 kegler over 3 serier – snit på 152)
Stars & Strikes ligger nr. fem i 2. division. I denne weekend går turen til Thisted. Herefter kommer der en lang række hjemmekampe, hvor der skal point på kontoen, så holdet kan spille med om medaljer.