Gå til hoved-indhold
16. marts 2025 - kl. 09.03

Solen skinner på Forårsmessen i Arena Nord

  • 1 af 8
    Løbsarrangør Rico Eiersted sendte deltagerne af sted kl. 9.00.
  • 2 af 8
    Forårsløbet afvikles i det skønneste forårsvejr i området omkring Arena Nord.
  • 3 af 8
    5.048 gæster besøgte Forårsmessen lørdag.
  • 4 af 8
    Rørbæk Biler har Hyundais lille elbil, INSTER, med på Forårsmessen.
  • 5 af 8
    Der er deltagere med i Danmark, Sverige og Ukraine på halvmaraton.
  • 6 af 8
    38 løbere er tilmeldt halvmaraton (21,1 km).
  • 7 af 8
    Flere nye elbiler præsenteres på Forårsmessen. Her er det Citroëns ë-C3, som Uggerhøj har med.
  • 8 af 8
    Bangsbo Botaniske Have har en børnevenlig stand i foyeren.
Af: Michael Frederiksen

Forårsmessen i Arena Nord i Frederikshavn åbnede søndag med motionsløb i området omkring Arena Nord. Løbsarrangør Rico Eiersted sendte løberne på halvmaraton af sted præcis kl. 9.00 i det skønneste forårsvej.

I alt 112 deltagere er tilmeldt de forskellige distancer i Forårsløbet.

De over 80 udstillere på Forårsmessen stod ligeledes klar fra kl. 9.00, og messen fortsætter frem til kl. 16.00.

Arena Nord har altid et håb om at samle over 10.000 gæster til Forårsmessen, og det begyndte fint lørdag med 5.048 gæster.

- Vi ved dog også, at besøgstallet søndag typisk er 10 procent lavere, så det bliver nok lidt svært at nå de 10.000, erkender direktør Per Malmberg, Arena Nord.

Han beretter generelt om glade udstillere.

- Flere er imponerede over, at vi kan samle så mange mennesker i Frederikshavn, og det er da også et arrangement, som vi er stolte over. Vi står jo selv for hele messen, bemærker Per Malmberg.

Søndag byder på flere aktiviteter. Hver time er der lodtrækning om præmier, som udstillerne har givet, og fra kl. 10.00-15.00 er der skattejagt for børn.

Der serveres Forårsbuffet fra kl. 11.30 til 14.30, og fra kl. 13.00 til 15.00 er der stort kaffe- og kagebord.

Kl. 13.00 er der gratis rejseforedrag, som handler om storslåede rejseoplevelser i Sverige og Norge. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...