Gå til hoved-indhold
04. juli 2024 - kl. 16.07

Skagen Havns direktør skal hjælpe med at udvikle Frederikshavn Havn

  • 1 af 1
    Willy B. Hansen skal resten af året både være direktør i Skagen Havn og maritim udviklingskonsulent i Frederikshavn Havn.
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Kommune tilknytter direktør Willy B. Hansen, Skagen Havn, som maritim udviklingskonsulent resten af året i Frederikshavn Havn. Det sker efter ønske fra virksomhederne på havnen i Frederikshavn.

- Vi har holdt et par møder med virksomhederne, hvor de pressede os lidt og spurgte ind til kommunens maritime kompetencer. Her må vi erkende, at hverken administrationen eller politikerne er i besiddelse af de nødvendige kompetencer. Det er godt, at virksomhederne presser os, og vi har nu lyttet til dem og fundet en person, som har forstand på at drive havn i Nordjylland, siger borgmester Birgit S. Hansen (A) til Kanal Frederikshavn.

Aftalen begynder 15. juli. Willy B. Hansen vil have kontor dels på rådhuset og dels på havnen i Frederikshavn alt efter behov og efterspørgsel. Omfanget er aftalt til to-tre dage om ugen resten af året.

- Willy taler et sprog, som virksomhederne forstår, og nu gælder det om at udnytte hans kompetencer, siger Birgit S. Hansen.

I en mail til til brugere og lejere på Frederikshavn Havn skriver kommunaldirektør Thomas Eriksen:

"Vi har indgået en aftale, der løber hele 2024 om afklaring og udvikling af oplæg til maritime strategier for Frederikshavn Havn gennem dialog med brugerne/lejerne på havnen. Aftalen vil ligeledes have fokus på arbejdet med og for en bæredygtig og strategisk exitplan for havnens fremtid. Opgavelisten er ikke udtømmende og kan tillægges andre opgaver og funktioner i aftaleperioden".

Borgmesteren understreger, at der ikke bliver tale om en fremtidig fusion af Skagen Havn og Frederikshavn Havn. Byrådet ønsker to selvstændige havne.

Hun mener ikke, at Willy B. Hansens konsulentopgave i Frederikshavn udgør et konkurrencemæssigt problem. Hun har nemlig den holdning, at de to havne ikke kan sammenlignes. Skagen Havn handler således meget om fiskeri og krydstogt, mens færgerne er et stort omdrejningspunkt i Frederikshavn. 

Willy B. Hansen skal passe sit arbejde som direktør i Skagen samtidig med, at han tilknyttes som maritim udviklingskonsulent i Frederikshavn.

- Det sker naturligvis efter aftale med Skagen Havns bestyrelse. Der er heldigvis nogle gode folk i Skagen, men det handler også om, at Willy må tage aftener og weekender med, siger Birgit S. Hansen.

Det altoverskyggende mål er, at Frederikshavn Havn igen skal tjene sine egne penge og servicere sin egen gæld.

Der mangler godt 37 millioner kroner for at få havnens regnskab til at hænge sammen i år. Dem tager Frederikshavn Kommune fra sin kassebeholdning.

I forbindelse med overtagelsen af Frederikshavn Havn i maj afsatte kommunen to millioner kroner til blandt andet konsulentbistand i 2024. Det er nogle af disse penge, som nu skal bruges til at betale Willy B. Hansen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...