Gå til hoved-indhold
18. juni 2024 - kl. 09.06

P.S. Krøyer-maleri fra Børsen ankom tirsdag morgen til Skagen

  • 1 af 1
    -  Det er en meget stor glæde og ære, at vi kan få lov til at passe på dette monumentale P.S. Krøyer-maleri, fortæller Lisette Vind Ebbesen, der er direktør for Skagens Kunstmuseer. Foto: Jeppe Krogager, TV2 Nord
Af: Michael Frederiksen

Det næste år frem er "Fra Københavns Børs" udlånt til Skagens Museum. Maleriet ankom tirsdag kl. 7.30. Henover natten og de tidlige morgentimer er det store billede, der måler to en halv gange fire meter, blevet fragtet i et hemmeligt køretøj fra København til Skagens Museum.

Det var en sort dag i danmarkshistorien, da Børsen gik i brand 16. april. Mens det ikoniske dragespir kollapsede under ulykken, lykkedes det heldigvis at redde flere berømte malerier ud fra den brændende bygning. Heriblandt et af P.S. Krøyers mest kendte værker "Fra Københavns Børs".

Og i dag, to måneder senere, får det anerkendte maleri nyt hjem i Skagen.

-  Det er en meget stor glæde og ære, at vi kan få lov til at passe på dette monumentale P.S. Krøyer-maleri, fortæller Lisette Vind Ebbesen, der er direktør for Skagens Kunstmuseer, til TV2 Nord.

Her til formiddag skal konservatorer tilse maleriet og sikre, at det fortsat er i god nok stand til at blive udstillet.

Herefter vil det blive ophængt på museet, hvor offentligheden kan komme og se det fra på fredag og det næste år frem.

"Fra Købenshavns Børs" er malet af P.S. Krøyer i 1895 på bestilling fra den danske kommunalpolitiker Gustav Adolph Hagemann. Maleriet er et gruppeportræt med hele 50 personer fra Børsen, en masse mænd i høje hatte som alle har betalt sig til en plads på det store lærred.

For 500 kroner fik man en plads på forreste række, mens man kunne slippe med en hundredekrone for en plads i baggrunden.

Værket, der tog flere måneder at male, endte med at indbringe Krøyer den store sum af 19.444 kroner og 48 øre. Til gengæld var hverken han selv eller børsfolkene tilfredse med resultatet. 

Men det endte trods alt med at blive et af hans aller største rent arealmæssigt, kun overgået af "Et møde med Videnskabernes Selskab", der måler to en halv gange fem meter.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...