Ny lægefaglig direktør til Regionshospital Nordjylland
Steffen H. Kristensen, nuværende konstitueret cheflæge på Gynækologi, Graviditet og Fødsel, Aalborg Universitetshospital, tiltræder 1. november som lægefaglig direktør på Regionshospital Nordjylland, som omfatter de to sygehuse i Frederikshavn og Hjørring, Skagen Gigt og Rygcenter samt Neuroenhed Nord i Brønderslev.
52-årige Steffen H. Kristensen er uddannet speciallæge i lungemedicin. Han kommer fra en stilling som lægefaglig konsulent i Kvalitet og Sammenhæng på Aalborg Universitetshospital, men har siden 1. september været udlånt som cheflæge for Gynækologi, Graviditet og Fødsel. Tidligere har Steffen H. Kristensen været lægefaglig leder for lungemedicinsk afdeling, Aalborg Universitetshospital.
- Med Steffen får vi en stærk leder med stor erfaring fra forskellige dele af hospitalsvæsenet. Med Steffen ombord i hospitalsledelsen får vi gode kompetencer til at udvikle faglighed, kvalitet og samarbejde på hospitalet. Vi ser meget frem til samarbejdet med Steffen, siger Frank Skriver Mikkelsen, hospitalsdirektør, Regionshospital Nordjylland.
Steffen H. Kristensen vil sammen med hospitalsdirektør Frank Skriver Mikkelsen og sygeplejefaglig direktør Charlotte Fuglesang udgøre ledelsen på Regionshospital Nordjylland.
Steffen H. Kristensen ser frem til at træde ind i sin nye rolle som lægefaglig direktør på Regionshospital Nordjylland. Med sig i bagagen har han stor erfaring med personaleledelse og trivsel, og han vil gerne være synlig og møde medarbejderne på afdelingerne.
- Det bliver vigtigt for mig at komme tæt på de ansatte og livet på hospitalet. Jeg vil meget gerne ud i enhver krog af Regionshospitalet og møde medarbejderne, så vi sammen kan blive ualmindeligt gode til det almindelige og sætte skub i udviklingen i det faglige miljø og ikke mindst samarbejdet med det nære sundhedsvæsen i kommuner og almen praksis, siger Steffen H. Kristensen.
Han har stor erfaring med udviklingsprojekter. Han har blandt andet været med i udviklingen af KOL-pakker, lungekræftpakker, en lungemedicinsk udredningsklinik og været med i styregruppen for telemedicinprojektet Telecare Nord.
- Steffen kommer med stor erfaring. Med ham som lægefaglig direktør får vi endnu en stærk profil i hospitalsledelsen, som kan være med til at fortsætte og udvikle de gode takter på Regionshospitalet. Jeg er sikker på, at han vil kunne bidrage til udviklingen af sundhedsvæsenet i Nordjylland og på nationalt niveau, siger Anne Bukh, koncerndirektør, Region Nordjylland.
Steffen H. Kristensen overtager stillingen efter, at den tidligere lægefaglige direktør Charlotte B. Rotbøl fik nyt arbejde på Sygehus Lillebælt. Overlæge Lars Winter Burmester har været konstitueret i stillingen og fortsætter, indtil Steffen H. Kristensen tiltræder.