Ingen lyttede til Jens Borups kritik - men reagerede straks efter TV2-program
Byrådsmedlem Jens Borups gentagne kritik af planerne om at opføre et flisværk reagerede Forsyningen ikke på, men Forsyningen fik til gengæld travlt og reagerede lynhurtigt, da TV2's afdækning af flisimport til Danmark rejste en vigtig debat om bæredygtighed og ressourceforbrug i varmeproduktionen.
I går kom det således frem, at Forsyningen sætter beslutningen om opførelsen af et planlagt flisværk på pause. Der er tale om en invstering på cirka 170 millioner kroner.
- Det er da utroligt, at der skal en dokumentar (Operation X, red.) på landsdækkende tv til, før Forsyningen reagerer på det. Jeg har sagt det to gange tidligere i år, siger byrådsmedlem Jens Borup (V) til Kanal Frederikshavn.
Det skete første gang i maj, da byrådet skulle godkende en kommunegaranti på 200 millioner kroner til flisværket. Her stemte Venstre og DD imod.
- Jeg sagde på byrådsmødet, at det er old school med et flisværk, men borgmesteren (Birgit S. Hansen, red.) trak bare på skuldrene og tænkte sikkert, at det nok var ham Kloge Åge, som vrøvlede igen, udtaler Jens Borup.
Han gentog sin kritik senere i år, da byrådet var inviteret på rundvisning hos Forsyningen. Han pointerede direkte, at flisværket er en forfejlet investering, hvilket flere kommuner allerede har erkendt, blandt andet Københavns Kommune, som investerer tre milliarder kroner i varmepumper for blandt andet at brænde mindre træflis af.
Det er dog ikke den tidligere borgmester, men derimod Forsyningens formandskab, som Jens Borup går efter i denne sag. Byrådsmedlemmerne Erik Kyed Trolle (A) og Christina Lykke (SF) er henholdsvis formand og næstformand.
- Jeg har sagt det personligt til dem, at et flisværk er den forkerte vej at gå. Det er da utroligt, at en Venstre-mand skal fortælle det til en SF'er. Christina burde være en af de grønneste i byrådet. Hun burde være trådt i karakter i denne sag i bestyrelsen, mener Jens Borup.
Han mener, at sagen viser, at Frederikshavn Varme skal trækkes ud af Forsyningen og omdannes til et forbrugerstyret A.M.B.A.-selskab.
- Så er det ikke en god ven af styret, som sidder for bordenden i fire år, og derefter ofte bliver skiftet ud, hvilket faktisk ikke er hensigtsmæssigt, da det er et stort og krævende område at sætte sig ind i. Lad os få varmekunderne ud af Forsyingen og give dem selvstyre og billigere varme, som vi ser det i Skagen, Strandby og Sæby, siger Jens Borup.
Det er ikke første gang, at Jens Borup oplever, at det er svært at komme igennem med sin kritik. Han var også den første, som råbte vagt i gevær til økonomien i Frederikshavn Havn.