HUSH i hopla - en særdeles vellykket koncert i Det Musiske Hus
Det er efterhånden 20 år siden, at Michael Hartmann og Dorthe Gerlach som duoen HUSH udsendte deres første album ”A Lifetime”, der indbragte dem en guldplade for et salg på over 20.000 eksemplarer. Jubilæet fejres med udgivelsen deres album nummer seks med titlen ”Fading Into Golden”, der kom i 2024 og er fulgt op af en landsturne, der lørdag aften bragte dem til Det Musiske Hus.
Naturligt nok lagde de ud med et par af de nye numre, for som Dorthe Gerlach sagde: ”Jeg håber, at alt nyt er godt nyt”. Det blev dog fulgt op af ”Say A Little Prayer” fra debutalbummet, og sådan vekslede aftenen mellem nyt og gammelt - dog med hovedvægten lagt på de to seneste albums.
Selvom HUSH jo egentlig er en duo, så havde de et særdeles stærkt spillende band bag sig. Desværre fik jeg ikke fat på navnene på de utroligt dygtige musikere, der lagde en blændende baggrund for Dorthe Gerlachs sang – især guitaristen og bassisten skal fremhæves for deres indsats.
Stilen vekslede mellem countryprægede sange som ”A Lifetime” og ”That Don’t Make It Right”, stille ballader som “Weary Soul” og ”My Heart”, lidt mystikagtig voodoopop i “Lost In You” og mere uptempo rockende numre, for eksempel ”Me And My Broken Heart”.
Mens musikerne – inklusiv Michael Hartmann – var diskret klædt og holdt lav profil, gav Dorthe Gerlach den fuld skrue i farverigt flagrende gevandter i første sæt og stramtsiddende dragt i andet sæt. Og med ”drengenes” fantastisk flotte backing var hun virkelig i hopla, havde en fest og dansede og gestikulerede rund på scenen, så det var en sand fornøjelse. Og selvom der var flotte backing vokaler, var der aldrig tvivl om, at Dorthe Gerlachs stemme er HUSH. Hun spænder stemmemæssigt utrolig vidt - fra kvidrende operavokal til mørke og lidt dystre registre, men man kan altid genkende hendes stemme.
Undervejs fortalte Dorthe Gerlach også lidt forskelligt fra sin opvækst i Vendsyssel og sluttede koncerten af med at citere sin bedstefar, der havde oplevet 2. verdenskrig og som mente, at selv når det så sortest ud, ville lyset en dag bryde igennem i horisonten. Med den øjeblikkelige verdenssituation in mente lagde det op til sidste ekstranummer ”Back In Place” hvori det lød:
For as long as it takes
for the sun to show its face
to find a road back to grace
to the stars fall back in place
Med det håb kunne publikum forlade en særdeles vellykket koncert.
