Gå til hoved-indhold
20. januar 2025 - kl. 00.01

Færre ukrainere på ungdomskollegium udløser underskud på 302.838 kroner

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Den selvejende ungdomsboliginstitution Frederikshavn Kollegium kommer ud af 2023/2024 med et underskud på 302.838 kroner. Dette underskud søges dækket af Frederikshavn Kommune i henhold til gældende underskudsgaranti. Økonomiudvalget behandler sagen i denne uge.

Årsregnskabet er udarbejdet og opstillet i overensstemmelse med bygge- og boligministeriets bekendtgørelse om drift og tilsyn med ungdomsboliger opført med statsstøtte.

Der har i året været lejetab på 19,53 procent svarende til 1.826.320 kroner. I regnskab 2022/2023 var tallet 13,34 procent svarende til 1.165.194 kroner.

Lejetabet er 726.320 kroner højere end budgetlagt. Boligforeningen Vesterport oplyser, at udgiften til tomgangsleje er blevet højere end forventet, fordi antallet af ukrainske flygtninge, der har boet på kollegiet, er faldet henover regnskabsperioden.

Generelt er udgifter til tomgangsleje et strukturelt problem for udlejningsmarkedet i Frederikshavn Kommune.

Årets resultat udgør et underskud på 302.838 kroner. De samlede ordinære udgifter blev på 7.506.664 kroner, hvilket er 245.336 kroner lavere end budgetlagt. Underskuddet kan derfor primært henføres til øget lejetab og tab på fraflyttere.

Regnskabet er revideret af statsautoriseret revisor og har ikke givet anledning til forbehold.

Administrationen indstiller til Økonomiudvalget, at regnskabet godkendes, og at kollegiets underskud på 302.838 kroner dækkes af underskudsgarantien.

Frederikshavn Kollegium har kørt med underskud i mange år. Byrådet har tidligere bedt Frederikshavn Kollegiums bestyrelse udarbejde en plan for bæredygtig drift. Planen viser, at udbuddet af kollegielejligheder er for stort, hvorfor det kan være nødvendigt at nedbringe antallet af lejemål for at skabe balance mellem udbud og efterspørgsel.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...