Frederikshavn Stadion skal ikke nedlægges
FfI Fodbold fastholder, at der er brug for at bevare Frederikshavn Stadion. Og Frederikshavn Kommune oplyser, at der ikke er planer om at nedlægge stadion.
Tværtimod. I næste måned har Frederikshavn Kommune indkaldt flere relevante parter - blandt andet Park & Vej og FfI Fodbold - til et møde om Frederikshavn Stadions fremtid.
- For nogle år siden frygtede vi, at Frederikshavn Kommune kunne finde på at nedlægge Frederikshavn Stadion, men det er der ingen aktuelle planer om, forstår vi på både kommunaldirektøren og borgmesteren, siger Steen Jensen, som ud over at være næstformand i FfI Fodbold er bestyrelsesmedlem i Frederikshavn Ungdoms Fællesråd (FUF).
Steen Jensen læste i går på Kanal Frederikshavn, at FUF's formand, Henrik Carlsen, er tilhænger af en større omlægning af Frederikshavn Stadion.
- Vi er ikke modstandere af mere liv i området, men vi har brug for Frederikshavn Stadion. Det skal bevares, og vi kan sagtens også skabe plads til både spejdere og tennisklub, hvis de har lyst til det, som Henrik Carlsen foreslår, mener Steen Jensen.
FfI's førstehold frister en tilværelse i serie 2 sammen med klubber som Skagen, Strandby/Elling, Østervraa IF og IF Skjold Sæbys andethold.
- Men vi har stadig en ambition om at blive divisionsklub. Det kan godt være, det ikke sker i 2020, men først i 2022. Derfor skal vi ikke nedlægge Frederikshavn Stadion. Vi bruger det desuden mere, end vi har gjort i de foregående år, pointerer Steen Jensen.
Han kan sagtens se, at man relativt nemt kan foretage flere forbedringer på Frederikshavn Stadion. Banen kan eksempelvis placeres tættere på tilskuerpladserne, hvilket vil skabe plads til andre aktiviteter i området.
Byrådsmedlem Anders Brandt Sørensen (S), der er formand for Plan- og Miljøudvalget, gør opmærksom på. at det ikke er FUF, som laver masterplan i Frederikshavn, Skagen og Sæby. Det er byrådets ansvar.
- Frederikshavn Stadion skal ikke nedlægges. Det ligger helt fast. Når det er sagt, vil vi politikere hellere end gerne være med til udvikle foreningsfaciliteterne i kommunen, men det skal ske i en konstruktiv dialog med de involverede foreninger. FUF-formanden bestemmer ikke, hvor der skal ligge spejderhytter og tennisbaner. understreger Anders Brandt Sørensen.