Gå til hoved-indhold
13. november 2024 - kl. 00.11

Alexander Lunsjö: - Vi har selvtillid og gør mange rigtige ting på isen

  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn White Hawks strutter af selvtillid. Fem sejre inden landsholdspausen blev i aftes fulgt op af en komfortabel 6-1-sejr hjemme over Herlev Eagles.

- Vi har selvtillid og gør mange rigtige ting på isen. Vi er også mere tætte i egen zone, ja, hele banen faktisk. Vi spiller desuden godt som et hold. Det er sjovt, siger Alexander Lunsjö (#54) til Kanal Frederikshavn.

Hvordan oplevede du kampen mod Herlev?

- Vi har tidligere haft problemer i begyndelsen, men i aften kom vi godt ud og fik et 1-0-mål, som vi kunne bygge videre på.

Men I havde visse udfordringer i powerplay. Hvordan oplevede du det?

- Ja, men det skal nok blive bedre, tror jeg. Det handler også om selvtillid, men vi lavede vel to-tre mål (fire, red.) i powerplay. Vi burde dog nok have lavet nogle flere, erkender Alexander Lunsjö.

Herlev Eagles blev ramt af hele 11 x 2 minutter, og to spillere blev sendt i bad før tid.

Herlev noterede sig for fem udvisninger i anden periodes sidste ni minutter, og i kampens sidste fem minutter gik det helt galt med yderligere fem udvisninger og to badebilletter.

- Det var jeg træt af. Jeg ved ikke lige, hvad der skete. Jeg stod på isen og forstod ingenting. Det føles unødvendigt, når der er så lidt tid tilbage. Det var skønt, at kampen sluttede, smiler den svenske forward.

Der er nu otte dage til næste kamp, onsdag 20. november hjemme mod Rungsted Seier Capital. Det er selvfølgelig ærgerligt med tanke på, at høgene er i topform, og der lige har været 10 dages landsholdspause.

- Vi må bruge tiden på at træne, så vi bliver et endnu bedre hold, så vi også kommer stærke ud af den pause, fortæller Alexander Lunsjö.

Han kan tydeligt mærke, at der har været flere tilskuere i de seneste par kampe mod Aalborg Pirates og Herlev Eagles. 

- Vi har fået en god support, og det er højlydt i arenaen. Det er sjovt for os at spille hjemmekampe lige nu, og vi er meget glade for, at vi betaler tilbage med sejr.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...