Eliteudvalg enig med Blackhawks: Ønsker landsdækkende floorball-liga
Stor uenighed i Floorball Danmark er skyld i, at der ikke findes en landsdækkende liga, som sportschef Thomas Lodberg, Frederikshavn Blackhawks, efterlyser. Eliteudvalget i Floorball Danmark er enig med Thomas Lodberg, men Turneringsudvalget brugte kun 48 timer på at afvise et ellers gennemarbejdet forslag fra Eliteudvalget.
- I foråret 2023 præsenterede vi Turneringsudvalget og Floorball Danmark for et forslag, der havde opbakning fra flere klubber, men det blev blankt afvist. Såfremt der ikke skiftes kurs, vil de danske landshold komme til at halte endnu mere efter i international sammenhæng, siger Martin Starcke, formand for Eliteudvalget i Floorball Danmark, til Kanal Frederikshavn.
Han reagerer på den kritik, som Thomas Lodberg rejste, efter at Blackhawks i aftes vandt 26-0 over Strandby Tornados. I grundspillet er ligaholdene delt op i en øst- og vest-kreds, men særligt i vest-kredsen er styrkeforskellen stor. Blackhawks’ målscore i de seneste fem kampe lyder på 86-7.
Thomas Lodberg appellerer til, at Floorball Danmark snart indser, at der må gøres noget for at sikre en sund og bæredygtig udvikling i sporten. Det er Martin Starcke 100 procent enig i.
- Dansk floorball var elitemindet, da Thomas og jeg var holdkammerater på landsholdet, og den holdning prøver vi at få tilbage i Eliteudvalget, fordi vi kan se, at vi internationalt halter efter, mener Martin Starcke.
Eliteudvalget ønsker en landsdækkende liga med minimum 30 kampe i grundspillet, og fra kvartfinalerne skal der spilles bedst af fem kampe.
- Vi er nødt til at øge antallet af kampe med høj intensitet, ligesom der skal spilles flere kampe med kort mellemrum. Det har både klubberne og landsholdet brug for, hvis vi skal udvikle os sportsligt og følge med de andre nationer, mener Martin Starcke.
Særligt på Sjælland er der modstand mod den landsdækkende liga, fordi modellen stiller større krav til klubbernes økonomi. Eliteudvalget imødekommer noget af kritikken ved at foreslå, at jyske hold spiller to kampe på en weekend, når de rejser til Sjælland, ligesom sjællandske hold eksempelvis møder både AaB Floorball og Frederikshavn Blackhawks på en weekendtur til Nordjylland.
- På Sjælland kan de jo nærmest cykle til udekampene, mens vi altså ligger og kører til Esbjerg, Aarhus og Herning. Vi kan ikke byde hverken vores spillere eller sponsorer, at vi vinder ligakampe med 26-0, 21-2 og 19-2. Vi føler, vi går på en grusvej, hvor der står 50 store køer, der ikke vil flytte sig. Vi har et turneringsudvalg i Floorball Danmark, som desværre er drevet af breddefolk uden ambitioner. Der SKAL ske noget nu. Det gælder også hos damerne, hvor situationen faktisk er endnu mere alvorlig. Om nogle år kan det være slut med damernes liga, frygter Thomas Lodberg.