Dybvad Aktivitetscenters holder sit årlige julemarked
Dybvad Aktivitetscenter afholder sit årlige julemarked lørdag 16. november fra kl. 10 til 13 i Aulaen på Dybvad Skole. Arrangementet byder på en formiddag fyldt med julestemning for hele familien.
Besøgende kan nyde korsang fra både Kirkekoret og Børnekoret samt duften af æbleskiver, gløgg og varm kakao, som kan købes i caféen. Korene synger kl. 10:30.
Det hyggelige julemarked tilbyder en bred vifte af håndlavede julegaver, julepynt og dekorationer, fremstillet af de dygtige Nørklere i Dybvad Aktivitetscenter. Udover julepynt kan man i år blandt andet finde kæpheste, nøgleringe og tørklæder i salgsboderne. Så der er mulighed for at finde fine julegaver.
Herudover er der i år også en workshop, hvor man kan binde en adventskrans eller lave et lille juletræ under vejledning af Kaj Lykke. For dem, der foretrækker færdiglavede produkter, vil der være færdigbundne adventskranse og dekorative juletræer til salg.
Julemarkedet er en årligt tilbagevendende begivenhed. En gruppe af husets brugere, som kalder sig for Nørklerne, mødes en gang om ugen, hvor de laver unikt håndarbejde, som sælges på julemarkedet. Overskuddet fra julemarkedet går til aktiviteter for efterlønnere og pensionister i Dybvad Aktivitetscenter.
- Vi glæder os til at byde velkommen til nogle hyggelige timer fyldt med julestemning, siger Elsebeth Larsen fra Dybvad Aktivitetscenter, som også håber, at mange vil komme og prøve den store tombola.
De heldige kan gå hjem med flotte gevinster sponsoreret af butikker, virksomheder og privatpersoner i byen og oplandet.
Aulaen vil være flot julepyntet, og der er rig mulighed for at nyde julens glæder i godt selskab. Alle - store som små - er velkomne til julemarkedet.