Fem timer lang politiaktion i Skagen: 51-årig slog betjente med sten og jernstang
En 51-årig mand fra København er i dag ved Retten i Hjørring blevet surrogatfængslet i fire uger på psykiatrisk sygehus efter en særdeles dramatisk søndag i Skagen, hvor manden slog to politibetjente og forskansede sig i en lejlighed i næsten fem timer, inden politiet trængte ind og anholdt ham.
Den 51-årige mand, som ikke i forvejen er kendt af politiet, sigtes for kvalificeret vold og to tilfælde af vold mod politiet.
Politiet blev første gang kaldt til Skagen ved 10-tiden.
To personer så en mand rende rundt på en container ved tøjbutikken Pier One på Nordkajen i Skagen. De bad manden komme ned fra containeren.
Det gjorde han, men han medbragte et 2,5 meter langt terrassebræt, som han slog ud med, og han ramte begge de to personer på gaden. Der var tale om en 59-årig kvinde og en 76-årig mand, begge fra Skagen.
De pådrog sig overfladiske skræmmer og kontaktede politiet, som sendte en patrulje til Skagen.
Kort før kl. 13.00 modtog politiet endnu en anmeldelse. Denne gang lød meldingen, at der var en psykisk uligevægtig mand i krydset Sct. Laurentii Vej/Sct. Clemensvej i Skagen.
Samme patrulje blev sendt til Skagen, og de fornemmede, at der var tale om den samme mand, som også var på spil tre timer tidligere.
Patruljen ville anholde manden, som dog slog ud efter politiet med en sten, han havde samlet op. En af betjentene blev ramt, men pådrog sig kun overfladiske skræmmer.
Manden flygtede og forskansede sig i en lejlighed på Østre Strandvej. Nu var der ingen tøven fra politiet, som sendte adskillige biler og betjente til Skagen.
- Vi forsøgte at tale ham ud af lejligheden indtil ved 18-tiden, hvor vi trængte ind og anholdt ham, oplyser politikommissær Peter Skovbak, leder af Efterforskningscenter Frederikshavn.
I forbindelse med anholdelsen angreb han en betjent med en jernstang. Betjenten blev ramt, men ikke alvorligt.
Den 51-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør in absentia. Det vil sige, at han ikke var tilstede i retssalen på grund af personlige forhold.