Gå til hoved-indhold
12. november 2024 - kl. 10.11

Koncert med Larvik Kammerorkester og Musikskolen i Abildgård Kirke

  • 1 af 1
    Larvik Kammerorkester består af godt 20 strygere, som er børn, unge og voksne fra 10 år og opefter.
Af: Michael Frederiksen

Det gode venskab mellem Frederikshavn og Larvik fejres torsdag 28. november med en fælles julekoncert i Abildgård Kirke. Her mødes elever fra Musikskolen i Frederikshavn Kommune og Larvik Kammerorkester.

Larvik er Frederikshavn Kommunes venskabsby, og ved besøget i slutningen af denne måned markeres venskabet ved flere arrangementer, blandt andet fælleskoncerten 28. november.

Larvik Kammerorkester består af godt 20 strygere, som er børn, unge og voksne fra 10 år og opefter. Til koncerten vil kammerorkestret blandt andet spille "Viva la Vida" af Coldplay, "Fairytale" af Aleksander Rybak og uddrag af Vivaldis “De fire årstider”. Julesange samt irske og skotske folkemelodier er også på programmet.

Fra Musikskolen deltager en sanggruppe med fem piger, saxofon/klarinetkvartet samt soloklaver i et blandet program.

- Vores elever glæder sig meget til at møde de norske musikere, og vi glæder os over at kunne styrke det gode venskab med Larvik, udtaler lederen af Musikskolen i Frederikshavn Kommune, Thomas Albæk Jakobsen.

Det norske orkester gæster Frederikshavn i forbindelse med juletræstændingen i Rådhusparken, som foregår 29. november. Under deres besøg skal orkestret også deltage i aktiviteter med Musikskolen og koret på Nordstjerneskolen.

Koncerten i Abildgård Kirke begynder kl. 19.00.

Alle er velkomne, og der er gratis entré.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...